Og det blev man lige mindet om i dag. Det er selvfølgelig heller ikke den allerbedste idé at løbe 24 km på den foreløbigt varmeste dag i år. Og det er nok heller ikke det mest snedige at gøre det mens solen stadig bager brutalt ned på førnævnte hårpragt. MEN jeg har jo efterhånden næsten lært, at en plan er en plan, det er meningen man skal følge. Det hedder vist disciplin. Og skulle jeg glemme det, er Bjarne - og den efterhånden voldsomt fremskredne tidsfaktor - der for at minde mig om det.
Det var egentligt lidt pudsigt i dag: Jeg plejer at gå lidt halvdød halvvejs. Benene skal lige over en hurdle på et par kilometer før de kommer ordentligt i gang. I det hele taget er jeg et langsomt menneske. Der går som regel en 3 kilometer, før jeg er ordentligt i gang, og så går jeg i stå på halvvejen og skal virkelig bide tænderne sammen for at komme videre. Hvis jeg så er rigtig heldig, kører resten af turen som smurt-agtigt.
I dag var forkert. Halvejs havde jeg en optur og benene hamrede derudaf, næsten som om de syntes alt var helt i orden. Det startede omkring de 10 km og varede helt til 14. Så gik de til gengæld også helt godnat og de resterende 10 km var et velkendt, men hengemt, helvedsinferno af hede og dødvægt. Det er hermed officielt blevet tid til sommertræning for den blegfede skandinav.
Men man er ved godt mod alligevel. Der mangler kun et par solbriller - det bliver første gang i mit liv, jeg skal anskaffe den slags luksus ... man bliver magelig med alderen åbenbart - en gummidragt, som næsten er i hus samt en adgangsbillet til Challenge. Sidstnævnte skal bare trylles frem på den sædvanlige måde; lige pludselig.
Ad notam: En dag opfinder jeg altså en cykelsaddel, der ikke stopper evolutionen!!
0 kommentarer