Men selvom dagen var fyldt med den slags hurra, betød det ikke overdrevet kækhed udi det sporstslige for mit vedkommende. Faktisk må det indrømmes man var en smule doven. Ikke noget med fin og fancy restitution.
Det var vældigt tæt på at både Bjarne, Erna og den nye ven Arnold alle til hobe vendte mig ryggen. Dog kun tæt på. Helt alene bliver jeg aldrig. Det tavse gruppepres endte med en lille hyggelig luntetur under 10 km. Ingen tidstagning. Ingen underlige armbøjninger som opvarmning. Bare lunteløb. Så luntet at vi næsten frøs fast til asfalten. Temmelig rart som en afveksling.
Så vidt jeg kunne forstå på Arnolds mumlen – han taler med tyk accent og er sommetider svær at forstå – at han ville gøre ting mod mig i morgen. Han bryder sig ikke om at løbe, det er også en noget pudsig robot-agtig måde han løber på. Noget med tunge ting, der skal løftes og cykling på den buddhistiske måde: Dennne verden er kun en illuion, derfor er bevægelse det også.
Ad notam: I´ll be barck …
0 kommentarer