Min ethundredeogfjortende dag skulle således bruges effektivt. Mine unger er på ferie og jeg har derfor lidt mere tid end ellers.
Da jeg kom hjem fra pligterne og hundemonstret var luftet behørigt, kunne jeg hellige mig egoprojektet fuldt ud i nogle timer. Jeg løb de to km til svømmehallen. Man må beundre disse ultra-løbere for at de kan holde ud at løbe så langt med en rygsæk. Sådan nogle er jævnt hen irriterende at have på …
Derpå en svømmetur fordelt på 1500 m. crawl. 1000 m. uden ben – med den der dims mellem benene, så man kun bruger arme. Hver anden bane crawl, hver anden bryst. Afslutningsvis 1000 m. ren crawl igen.
På med løbetøjet igen og afsted mod spinderiet. Overgangen mellem svøm og løb kan godt mærkes – især i overkroppen – men det var ikke det stor problem. 3 km løb og så spinning.
Halvanden times såkaldt ”landevejs bike”. Det er djævelsk hårdt det stads! Træner flink anbefalede mig bagefter at sætte gearet på lidt lavere, og til gengæld dreje hurtigere rundt. Det skulle være nemmere for mig til en start. Desværre en mine ben, som resten af kroppen, ikke skabt til hurtige bevægelser. Jeg synes det er decideret ubehageligt. Men han har selvfølgelig ret. Det skal jeg altså også beflitte mig på … Al den læring, grr!
Jeg fik presset ud af trænerflink at træningen nok svarede til mellem 45-50 km almindelig landevejscykling. Der er en længere teknisk forklarin på hvorfor man ikke bare kan sætte et speedometer på en spinningscykel … som andre kan forklare bedre end mig.
Efter spinneriet løb jeg de 5 km hjem igen. Og her er det, der virkelig skal arbejdes på tilvænning. Benene blævrer helt vildt de første 2.5 -3 km. De fungerer i dén grad suboptimalt og føles slet ikke som éns egne. Og så er der jo ikke andet for end at øve, øve og øve.
Ad notam: Jeg skal snart have nye bukser, eller springe ud som hip hopper …
0 kommentarer