Da min ikke særligt kære Rosinante, min Nemesis – den usle cykel, åbenlyst er af den mening, at vinterhi skal vare længe endnu, har man set det nødvendigt at finde andre metoder.
Da mine arme stadig har visse pedirørtendenser og næsten alle de rigtige kan svøme dobbelt så hurtigt som mig.
Har Hr. bjarne, den Grumme, meldt mig ind i et fitnesscenter … Jeg som ellers er fuld af fordomme overfor den slags steder: Der er spejle overalt, så stedet er fuld af selvfede, muskelsvulmende narcisister. Der spilles umti umti musik hele tiden, så ikke en ærlig tanke kan høres i miles omkreds – desuden er der hele tiden sådan nogle Hemul-typer, der laver høje knæløftninger konstant mens de råber ”KOM SÅ PIGER! ÉN GANG TIL!!” Desuden handler motion ikke så meget om hård træning, men om at komme ud i den friske luft og få renset sjælen …
Min grundlæggende mening om motion har ikke ændret sig. Men jeg må indrømme, jeg tog fejl med hensyn til resten. Fitnessfolket er også en slags mennesker. De er ovenikøbet flinke og rare som folk er flest … Fordømt!
En træner Jonas lavede mig et styrketræningsprogram, der skulle træne de muskler, jeg bruger når jeg svømmer, + nogle tunge benøvelser. Sidstnævnte har jeg fundet ud af er meget moderne, da de skulle give lidt mere fut i bentøjet. Det er, for at sige det mildt, hårdt. Især for de tynde arme. Den dér øvelse, man altid ser store stærke mænd i amerikanske film lave, hedder bænkpres. Dem på films har altid sådan nogle store og meget imponerende metalhjul på enderne. Det ser altid ud som om de løfter mindst 100 kg … Det er første gang, jeg ser en vægtstang med mere stang end vægt – det er dér jeg starter. Og det er tungt!
Så nu satser jeg hårdt på, det hjælper på svømningen. Hvis det ikke gør, kan det være, jeg kan blive skuespiller i en amerikansk film.
Ad notam: En dag kommer jeg til fornuft igen, en eller anden dag.
0 kommentarer