OG … Så blev også jeg bidt af tidens tand: Jeg er blevet FYRRE AAR GAMMEL!
I horisonten ser jeg omridset af Døden, og aldrig før har horisonten været så tæt på. Mit liv passerer revy i det øjeblik, jeg indsér, der er den dér ting, jeg ikke kan kontrollere … DØDEN – Muhahahr!
( Jo jo bevares, der findes op til flere ting, jeg ikke kan kontrollere, men de andre er ikke helt så overvældende.)
Som det moderne menneske jeg er, og ovenikøbet en mand, må jeg finde noget, jeg så kan kontrollere. Eller i alle fald kan bilde mig selv ind, jeg kan kontrollere. Det skal naturligvis være noget, der gør mig sund, stærk, fuld af pep, og minimum 20 år yngre, så jeg på den måde kan snyde den dér Døden – Muhahahr!
OG ... jeg der ellers altid har været slank og nærmest tynd, er blevet udsat for noget nær en delle på maven mens resten, ben og arme, stadig er pedirørtynde.
OG … Skaberen har en syg form for humor! Jeg udsættes ganske uforvarende for umotiveret hårvækst – både i ører, næse og Gudhjælpemig nakken af alle steder. Til gengæld har jeg ikke skægvækst men fimrehår på kinderne. Alt i alt ligger jeg milevidt fra Calvin Klein reklamer samt alle de unge, smukke og vældigt kendte, man ser på fjernsynet og derfor skal stræbe efter at være som.
OG … derfor melder jeg mig ind i klubben af mænd i nogen-og-FYRRE års alderen, der kaster sig ud i en Ironman med både brask og bram. Dette kræver Tålmodighed, Disciplin, Vedholdenhed og en god portion Egoisme – kun det sidste ejer jeg, så det bliver en hård kamp.
Hmm – hvordan starter man sådan en postmodernistisk dekonstruktion af et noget dovent, inkonsekvent, usundt, ukoncentreret og småubehageligt individ? Man må starte med at rense krop og sind, tror jeg. Så man kan starte sit nye og vældigt modernesunde live med en ren tavle.
… Jeg går i karbad så …
Ad Notam: Den billige skumbadssæbedims med såkaldt fyrrenåleduft er noget lort …


















0 kommentarer