I onsdags fik jeg tæsk. Ikke i bogstavelig forstand, men min krop føltes ganske enkelt som den var blevet kørt over. Grunden til det var det ualmindeligt brutale træningspas jeg var blevet sendt i gennem af min træner i S.A.T.S. Efter tidligere kort at have snuset til effekten af kettlebell-træning havde jeg iværksat et forsøg, hvor jeg ville teste, hvor høj intensitet man kunne træne med med dette redskab. Min hypotese var, at kettlebellen gav rigtigt gode muligheder for at træne både styrke og kondition.
Og jo tak det gør den. Træningen denne onsdag bestod af 6 øvelser. Interesserede kan google: reverse alternate lunges, swing catch to squat, figure 8, hand to hand swings, clean and press og high swings.
Der blev lavet 40 gentagelser af hver øvelse, og der var ingen pause mellem øvelserne. Eller det vil sige - efter 3 øvelser var jeg nødt til at tage 30 sek pause. Men alt i alt godt 5 minutters benhård træning.
Pulsprofilen afslørede efterfølgende at kredsløbet var fint presset. 166 i snit lød det på med et peak på 171. Det svarer til et snit på 86% af max og peak ved 89% af max. Intensitetsmæssigt svarer det til et tempoløb og der er ingen tvivl om at intensiteten kunne have været meget højere, hvis min teknik under øvelserne og min styrke i især armene havde været bedre.
Kettlebellen er i mine øje et fremragende træningsredskab også for løbere. Du arbejder med mange forskellige muskelgrupper og de mange swing-øvelser styrker lænd, baglår, baller og hele core-muskulaturen. Det skal også lige siges at Lance Armstrong er en ivrig udøver af kanonkugletræningen.
Sidste uges træning så i øvrigt således ud:
Man:fri
Tris: 11 km inkl 4x800m+6x400. 2 min pause. holdt ca. 2.33 på 800 og 68-69 sek på 400
Ons: Kettlebell
Tor: 13,5 km inkl. 14x 1min tempo. med 1 min jog. Holdt ca. 3.20 på tempodelene
Fre: Hård cykeltur ca. 30 min.
Lør: 10 km inkl 10 stigningsløb
Søn: 14 km inkl. 10,5 km tempo i 38.52


















0 kommentarer