Hvor dum har man lov at være. Amatør, socialdemokrat, hundehoved. Igennem fire uger har jeg været høj over hvordan mit løbeur har drevet mig til den ene gode tid efter den anden og hvordan jeg har kunnet mærke min form blive mere og mere skarp, forud for min endelige 5000 meter test. Uret har fortalt mig hvor langt der var tilbage, når jeg gav den gas, og lungerne var ved at poppe ud af munden på mig.
Derfor var det helt utroligt amatøragtigt, da mit ur i morges pludselig bippede, og og jeg med undren så på det, og opdagede, at det lukkede ned på grund af manglende batteri, eller rettere opladning. Hold nu op en begynderfejl Tænk at glemme at oplade uret. Det var jo aldrig sket med mobiltelefonen. Da det slukkede var jeg 130 meter fra min sidste kilometerspurt. Dagen bød på fartleg. 1 kilometer på 5 min - efterfulgt af 1 kilometer på 4.20 gentaget tre gange og så en rolig kilometer til sidst. Alt gik efter planen indtil uret gik ned. Herefter mistede jeg totalt fornemmelsen for tid og længde og mistede mildest talt motivationen til den sidste spurt. Den endte med at jeg spurtede den af to omgange i stedet for på en gang. Ja ja jeg ved det godt, jeg er ikke stolt af det og det var rigtig træls. Jeg er jo vildt fokuseret i øjeblikket. Men jeg kunne simpelthen ikke uden uret. Det var svagt. Men jeg garanterer at det ikke kommer til at ske igen. Sådan en fodfejl begår jeg ikke igen. Til gengæld så glæder jeg mig til at kunne løbe mere frit, så min dag ikke væltes af et dødt batteri. det er nemlig også ret dumt.
Rasmus
0 kommentarer