Undskyld overskriftens lidt fornærmende udbrud, men således udannet udtrykte jeg mig på gårsdagens løbetur. Udbruddet var rettet mod mit træningsur – i øjeblikket Garmin 910 – og anledningen var en lang strabaserende tempotur.
Jeg skulle holde en fart på omkring 3.40 pr. km, og på turens sidste tredjedel som går op ad den lange og stødt stigende Ermelundsvej, magtede jeg det ikke. Det afstedkom en idelig bippen og brummen og blinken fra uret samt en - i displayet konstant - ordre om at sætte tempoet op. Ikke en venlig anmodning med et forstående forbehold som, ”hvis du kan” eller ”hvis du har kræfter til det”, men bare en benhård, hjerteløs befaling ”sæt farten op!”. Det var for meget. Jeg havde gjort det så godt og mere end holdt tempoet på den foregående del af turen, og nu, hvor jeg var ved at være træt og det tilmed gik relativt stejlt op, var uret uforstående og aldeles ubønhørligt i sine krav. Og så råbte jeg...
I Aktiv Træning nr. 3, der er på gaden om et par uger, bringer vi en stor guide til markedets træningsure. En af pointerne i artiklen er, hvor fantastisk et motivationsredskab uret er. Og det er det. Men lad moralen af ovenstående faktisk ret pinlige historie være, at man ikke må blive slave af uret. Det er godt at lytte til uret, men det er altså endnu vigtigere at lytte til kroppen.
/Lasse
0 kommentarer