Forleden kunne man gøre sig en forunderligt iagttagelse i S.A.T.S træningscenter i Kildeskovshallen: Kl. 8.10 indfandt en tynd, forvirret mand – upassende klædt i løbetøj - sig i centeret. Han traskede råvildt mellem maskinerne, kigge sig rundt og viste tydelige tegn på bestemt ikke at være på hjemmebane.
Som den kvikke læser nok har regnet ud, var det undertegnede, der gjorde komisk figur i centreret. Grunden hertil er en lang række interessante undersøgelser, der har påvist en stor effekt af styrketræning for løbere de seneste år.
Det mest bemærkelsesværdige er et brasiliansk studie fra 2009, hvor en gruppe løbere forbedrede deres løbeøkonomi med 6 pct. efter kun 4 uger med tung styrketræning. Et andet spændende studie er fra Finland og har påvist en forbedring på 3 procent ved en kombination af tung styrketræning og spændstighedstræning.
Forbedrer jeg mig bare 4 procent løber jeg 15.50 på 5eren, og vupti er vi i hus.
Jeg er heldigvis ikke alene i træningscentret. S.A.T.S har indvilliget i at hjælpe mig, og stillet en dygtig træner til rådighed. Miguel hedder han, og han har med stor iver kastet sig ind i min jagt på sekunder.

Han har stor forståelse for at min formål med styrketræningen ikke kun er præstationsfremmende, men lige så meget skadesforebyggende. Derfor går vi langsom frem og tester hele tiden, hvordan kroppen reagerer på den noget uvante belastning. Jeg arbejder på øget styrke og stabilitet i ankel og knæ, styrke i baglår, baller, lår og hofter og en god del core-styrke. Derudover arbejder jeg eksplosivt og plyometrisk med sprinter og trappeløb og trappehop, samt med koordinationen i form af mærkelige små øvelser, hvor jeg skal tage to hurtige skridt frem, et til siden to tilbage osv. Det ligner dansetrin, når han viser mig det og et epileptisk anfald, når jeg gør det.
Her ser du en oversigt over de øvelser, jeg laver .
- Bænkpres
- Træk til bryst
(Begge overkropsøvelser skulle give mere afslappede skuldre og et mere kraftfuldt og effektivt armtræk under løb)
- Balanceøvelser på balancebræt 3x15 sekunder på hvert ben. (Øget stabilitet i ankel og knæ)
- Lunges med vægt (Øget stabilitet og styrke i core, baglår, lår, baller osv.)
- Baglårsøvelse på bold – ved ikke, hvad øvelsen hedder, men man ligger på ryggen med en bold under fødderne, løfter hoften fri af gulvet og ruller bolden frem og tilbage under føderne.
- Trappeløb og trappehop
- Koordinationsøvelser på trappe og en sådan en slags hinkerude.
- Sprintøvelser med korte eksplosioner, knæløft, baglænsløb, sidelænsløb osv.
- Sit-ups, hvor man flytter en kettlebell fra side til side.
- Planke
/Lasse











0 kommentarer