Fakta: Mountainbikehjelm med ekstra nakkebeskyttelse og justerbart visir. Vægt (str. medium): 240 gram.

Let og lækker MTB-hjelm

Lav vægt, god pasform og fine detaljer. Vi er imponerede over Specialized Ambush.

## Specialized Ambush | |

Plus: Lav vægt og virkelig god pasform.

Minus: Pris. Spændesystemets remme virker lidt spinkle.

Pris: 1.700 kr.

Konklusion: Helt igennem gennemført MTB-hjelm i den absolutte topklasse, både hvad angår komfort, detaljer og sikkerhed. Især spændesystem, vægt og visir vil du blive glad for. Eneste minus er den høje prislap.

www.specialized.com

Ambush er Specializeds nye såkaldte Enduro-hjelm til lange, tekniske MTB-ture. Fokus er på sikkerheden, og hjelmen er i kraftige materialer og går godt ned i nakken. Alligevel er der rigelig udluftning via de 20 store ventilationshuller, så Ambush ikke føles for varm i skoven – heller ikke på en sommerdag. Visiret er aftageligt og kan desuden vippes op og ned.

Hjelmen sidder aldeles fremragende takket være et godt design og et velfungerende spændesystem, der justeres med én drejeknap bagpå. Det er meget let at få hjelmen til at sidde godt og fast om hovedet uden ubehagelige trykpunkter. Drejeknappen er bygget ind i hjelmen, så den ikke er så udsat.

Selve spændesystemet består af ret tynde plastikbånd. Vi kunne godt være bekymrede for holdbarheden af disse, men de har dog holdt upåklageligt gennem hele testperioden.

Hjelmen ser kraftig og solid ud, men den opleves ikke stor på hovedet, og vægten er med 240 gram meget lav for en MTB-hjelm. Der er altså ikke meget at være ked af i denne tophjelm. Men det burde der heller ikke være, da prisen også er i top!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: