Hvad? High-end landevejshjelm med 16 ventilationshuller. Vægt: 190 gram str. M.

Opmærksomhed i cykelfeltet

Den længe ventede landevejshjelm fra POC rammer plet med alle sine nyskabelser.

## POC Avip Octal | |

Plus: Fit, vægt og ventilation.

Minus: Designet er kontroversielt og bestemt ikke for alle. Formen gør, at brillerne ikke altid sidder optimalt.

Pris: 2.100 kr.

Konklusion: Et pletskud af en hjelm, der lykkes med alle sine nyskabelser. Sublim ventilation, fremragende fit, imponerende lav vægt og tårnhøj sikkerhed. Prisen er bestemt også voldsom.

www.pocsports.com

Der har været masser af hype omkring POCs første landevejshjelm. Svenskerne kommer fra ski- og downhillsporten og er ikke just kendt for traditionelle løsninger. Og det kan man heller ikke beskylde dem for, når det gælder Octal.

Vi vil nok se et par oldschool landevejsryttere rynke på næsen af det utraditionelle design, men funktionelt er hjelmen altså fremragende og helt på niveau med de highend-hjelme, prislappen giver anledning til at sammenligne med.

Fittet er lige i skabet, og justeringen er enkel, men velfungerende. Stropperne er på elegant vis integreret i skallen og sidder ikke i vejen oppe i hjelmen. 16 gigantiske ventilationshuller giver den bedste luftgennemstrømning, vi har oplevet.

Formen er speciel. For at yde bedre beskyttelse går hjelmen længere ned i nakken og siderne, end vi er vant til, og enkelte testere oplevede, at det kneb med plads til brillerne.

På grund af formen virker hjelmen stor, men vægten er lav og holder sig på imponerende 190 gram. Det samme kan vi ikke sige om prisen. Den er voldsom, men godtgøres altså af funktion og detaljer.

Farven er valgt for sikkerhedens skyld og skulle være 5,5 gange så tydelig som en afdæmpet farve. Hjelmen fås dog også i blå og hvid.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: