© Colourbox

Sådan vælger du cykelshorts

Tjek alle de vigtige detaljer og vælg de helt rigtige cykelshorts.

Siddepuden er den vigtigste detalje. Puden beskytter dig imod gnavesår og afbøder de mange slag og bump, du får på turen. Men en for tyk pude bliver hurtigt ubehagelig, fordi den ikke er smidig og blød og i stedet kommer til at sidde i vejen og føles lidt som en ble. Desuden ventilerer den dårligt, og den suger meget vand, når det regner.

De gode siddepuder er i et teknisk materiale, der er tyndt og meget smidigt, så det former sig efter kroppen. Ofte er de behandlet antibakterielt og lavet i flere paneler, der gør puden ergonomisk og åndbar.

Materialet skal sikre, at buksen sidder godt, og det skal være så åndbart som muligt, så huden ikke bliver klam af fugt. Mange bukser indeholder elastikmaterialet lycra, som får bukserne til at sidde godt til. Men producenterne bruger ofte egne variationer, som har forskellig tykkelse og vindtæthed. Kig også efter, hvor mange vandrette paneler – stykker stof – der er brugt til buksen. Jo flere paneler, jo bedre er pasformen.

Det skal du kigge efter:

  • Ergonomi.Hold buksen op foran dig. Frit hængende skal den gerne antage den samme foroverbøjede position, som når du sidder på cyklen.

  • Puden. Må ikke være for tyk og skal sidde godt til kroppen. Føl godt på puden, og mærk, om den føles tung og klodset. Den skal være luftig og smidig, og materialet skal kunne strækkes en smule.

  • Stoffet. Ryk lidt i stoffet, og mærk elasticiteten. Stoffet skal være fast og hurtigt komme tilbage til sin oprindelige form. Hvis stoffet er for løst, vil bukserne pose og rotere, når du cykler i dem.

  • Pasformen.Prøv altid cykelbukserne, inden du køber – også selvom det kan være lidt omstændeligt i butikken. Sæt dig op på en cykel i forretningen, så du kan mærke, hvordan bukserne sidder, når du sidder foroverbøjet. Alternativt må du bukke dig forover og strække armene, som når du cykler.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: