Klædt af til svedetur: På racercyklen

Det gælder om at være klædt optimalt på, når der skal trænes under sommersolen. Se her, hvad du skal tage på.

10. maj 2011

Hjelm

Fokus på: Masser af ventilationskanaler, let, simpel justering.

Funktion: Hjelmen er først og fremmest en forsikring i tilfælde af styrt. Den bør være så ventileret, at den massive varmeafgivelse fra hovedet foregår gnidningsfrit, og kølende luft kan glide ind over issen. Den gode ventilation sikres gennem et hav af intelligent placerede ventilationskanaler.

Undertrøje

Fokus på: Svedtransport, vindafvisning.

Funktion: Trøjen skal flytte sveden væk fra huden, så du slipper for at blive afkølet. Samtidig er det en fordel, hvis fronten til en vis grad kan blokere fartvinden.

Handsker

Fokus på: Korte fingre og luftig overdel.

Funktion: Godt greb om styret. Trykket fra styret mindskes, og stød fra vejbanen absorberes. Småsten i dækkene børstes af på farten, og håndfladerne skånes ved styrt.

Sokker

Fokus på: Lavskaftede og tynde, svedtransporterende sokker med indvævede ventilationskanaler.

Funktion: Sokkerne skal flytte sveden, så fødderne holdes tørre, og vabler forebygges.

Briller

Fokus på: Wraparound-design, der følger hovedformen tæt. Luftig.

Funktion: Beskytter øjnene mod skidt, insekter og skadelige uv-stråler. Samtidig skal der skærmes af for fartvinden, så øjnene ikke irriteres.

Cykeltrøje

Fokus på: Lang lynlås, ekstra åndbare paneler.

Funktion: Trøjen beskytter dig mod solens uv-stråler. Samtidig gør de rummelige, lavtplacerede lommer, at du kan have småting med og slipper for at køre med rygsæk. Det giver mere luft til ryggen.

Løse ærmer

Fokus på: God, tæt pasform, tyndt stof og lyse farver.

Funktion: De løse ærmer beskytter armene mod solens uv-stråler. De lyse farver reflekterer samtidig strålerne, så du bliver mindre varm og dermed sveder mindre.

Bukser

Fokus på: Ventilerede seler.

Funktion: Bukserne skal mindske trykket fra sadlen, men samtidig være så luftige, at du kan slippe af med varmen. Især på maven, op ad ryggen og i selerne vil åndbar mesh gøre godt.

Sko

Fokus på: Luftig overdel samt ventilationskanaler, fx i sålen.

Funktion: En stiv sål maksimerer kraftoverførslen til pedalerne, og derudover skal skoene være lette og luftige. Ellers er der dømt fugtige fødder, hvilket hurtigt trækker vabler med sig.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: