Produktinfo Speciel cykelpendlerjakke med rummelig pasform og ryttersnit. 100 pct. vandtæt, 360-graders- reflekser, ventilationsåbninger mv. Indbygget blinkende LED-lygte m. 50+ timers brændetid. Str. S-XL.

Perfekt til city-cyklen

Endura Luminite Jacket er en topfunktionel cykeljakke, der er 100 procent tænkt til hverdagens ture i bytrafikken.

10. november 2011

## Endura Luminite Jacket | |

Funktion: Synlighed i trafikken og gennemtænkte detaljer. Helt i top!

Kvalitet: Robuste materialer og fin finish sikrer slidstyrke og god lang levetid.

God til prisen: Mange dyrere jakker kan ikke matche funktionaliteten her.

Konklusion: Vi har svært ved at pege på en mere velegnet jakke til cykelpendleren i de mørke, kolde og våde måneder. Den gode vandtæthed koster på åndbarheden, men det minus overskygges af et væld af klare plusser, der topper med en yderst rimelig pris.

Pris: 1.100 kr.

www.endura.dk

Endura Luminite Jacket

Ønsker man en gennemtænkt og funktionel daglig cykeljakke til fx turene til og fra arbejde, så er der fuld valuta her. Luminite Jacket kommer fra britiske Endura, der kan prale med et stort program inden for cykeltøj til både landevej og mountainbike. Men ydermere tager briterne også cykelpendlerne seriøst og har skabt en virkelig spændende og gennemtænkt serie beklædning nøje målrettet mod de daglige kortere eller længere cykelture i bymiljøer og alt slags vejr.

Luminite Jacket er et strålende eksempel fra den serie. Jakken er i den grad gennemført med et utal af detaljer, som ikke bare er pynt, men reelt små, fikse funktioner, man kommer til at sætte pris på i hverdagens pedaltrampen gennem den travle bytrafik.

Her vil vi fx fremhæve justeringsmulighederne i kraven (der også har fleecefor), så man kan lukke tæt til, når vinden piber, eller det er vådt. Det er også et plus med den lidt forlængede ryg, og at man har husket en ledningsudgang fra brystlommen og har fundet plads til flere velplacerede lommer – også en rummelig ryglomme – og i særklasse en overflod af reflekser ud over materialets markante neonfarve. Så lad os bare slå fast, at vi aldrig tidligere har følt os så synlige i trafikken! Og det kan man jo kun være tryg ved.

Et specielt kapitel er den i lændestykket indlagte blinkende LED-lygte, som vi ellers var klar til at afskrive på gimmick-kontoen. Men rygbaglygten virker fortræffeligt og er nem at tænde/slukke. Den koster lidt vægt, men generer ikke det mindste. Så med Luminite-jakken er det definitivt slut med at glemme baglyset. Man skal dog lige huske at pille lysenheden ud, inden man vasker jakken. Men den del klares nemt.

Luminite Jackets pasform er behagelig og tiltænkt en klassisk cykelpositur uden dog at gå i racersnit. Her er også rigelig rummelighed til de fleste – og god plads til et godt varmt mellemlag. Det bløde materiale er 100 pct. vandtæt og har lange ventilationskanaler med lynlås indlagt under armene. Det satte vi pris på, for den høje vandtæthed koster på åndbarheden, som vi oplevede havde svært ved at følge med, når man cykler med høj intensitet, og temperaturerne ikke er helt lave.

Få stor købeguide

Download vores store købeguide til cykeludstyr til vinteren. Du skal være abonnent for at downloade.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: