Når æg nu ikke længere er i skammekrogen, hvor mange må du så spise, uden at det går ud over hjerte-karsundheden? Det er der mange meninger om, men der lader dog til at være international videnskabelig enighed om, at 1 æg om dagen er i orden. Det er Anja Pia Biltoft-Jensen, fødevareforsker på DTU Fødevareinstituttet i Danmark, enig i.
“Medmindre man er i risiko for hjerte-kar-sygdom, har generelt forhøjet kolesterol eller lider af hyperkolesterolæmi (arveligt forhøjet kolesterol, red.), kan man roligt spise 1 æg om dagen. Personer i risikogrupperne skal holde sig til 3-4 æg om ugen.”
Spiser du ofte junkfood som fx burgere og pizza med et højt fedtindhold, eller har du en hjertesygdom og/ eller forhøjet kolesterol, er det nok en god idé at holde igen med æggene, men ellers er æg en vigtig del af en varieret og sund kost . Kolesterolet og det mættede fedt sidder i æggeblommen, så hvis du gerne vil undgå det, kan du nøjes med hviden og stadig få mere end halvdelen af æggets protein. Du kan fx også udelade 1 af æggeblommerne i en omelet med 2-3 æg. På den måde tipper du også balancen til din fordel.

















