Danskerne er verdensmestre i grill. Vi elsker simpelthen at tilberede mad under åben himmel. Og griber vi grilltilberedningen rigtigt an, bliver resultatet både velsmagende og supersundt. Det gælder om at undgå at vende kødet i en masse usundt stegefedt og nøjes med en kort, vitaminbevarende varmepåvirkning af tilbehøret. Og så gælder det især om ikke at branke kødet.
Det er ikke uden grund, at kræftforskerne råber vagt i gevær, når kødet forkulles, for koncentrationen af potentielt kræftfremkaldende stoffer bliver tårnhøj. Kan du lide rosmarin, så drys gerne krydderurten på kødet. Undersøgelser viser, at selv et lille drys virker som et bolværk mod de skadelige stoffer. Som supplement til grillkødet er det oplagt at servere en frisk salat. Den giver måltidet kaloriefattig fylde, samtidig med at kroppen forsynes med immunforsvarsstyrkende antioxidanter. I den forbindelse er melonen ikke blot et forfriskende islæt, men også en kalorielet måde at løfte salaten på.
Majsen giver måltidet fylde og fremmer mætheden. Mange regner den for en grønsag, men den er i kategori med brune ris, grovpasta og andre sunde fuldkornsprodukter. Det betyder, at den giver stivelse til musklerne, kostfibre til fordøjelsen samt vitaminer og mineraler.
Ingredienser (til 4 personer)
8 grillspyd i træ
800 gram mørt oksekød
skåret i 2 x 2 cm tern
1 sød galiamelon
2 stilke frisk mynte
Saft af 1 lime
1 spsk. olivenolie
½ finthakket rød chili
1 lille finthakket rødløg
2 spsk. fetatern, maks. 30+
4 store friske majs
1 stor håndfuld rucolasalat
4 grovflute
Tilberedning
Tænd op under grillen. Læg grillspyddene i vand i ca. 30 min., så de ikke brænder på grillen.
Krydr kødet, og fordel de på spydene.
Skær melonen midtover, skrab kernerne ud, skær skrællen af, og skær melonkødet i grove tern. Bland disse i en skål med mynteblade, olie, chili, rødløg, limesaft og feta.
Læg kødspyddene på den varme grill. Læg majskolberne ved siden af. Vend jævnligt. Steg i 6-8 minutter og læg de færdige spyd på rucolasalaten og servér med melonsalat og flute.
















