© Andreas Mikkel

5 sunde vaner

Du kan med nogle få og ganske enkle justeringer i dagligdagen sikre dig et super kolesteroltal. Her får du 5 nemme tip til at regulere dit kolesterolniveau i en mere positiv retning.

12. juni 2012 af Birgitte Muldbjerg

Find din motion

Måske er du godt i gang med flittige løbeture eller badminton en gang om ugen. Eller måske får du egentlig masser af motion, når du spiller fodbold med gutterne. Men hvis det halter på motionsområdet, så er det en af de allerbedste måder at beskytte dit hjerte-kar-system på: et par timers sjov motion om ugen, hvor du får pulsen op. Men det skulle jo gerne være så sjovt, at du ikke bruger tiden på at tænke på, hvor meget mere af det gode kolesterol du producerer, så find en sport eller en træningsform, hvor du glemmer tiden, mens du aser og maser.

Spis mere fisk

Det mættede fedt fra animalske fødevarer er ikke godt for kolesteroltallet. Og det gælder også kød. Men en rigtig god erstatning for kødet – i hvert fald et par gange om ugen – er fisk. Omega-3-fedtsyrer har vist sig at have evnen til at kunne reducere mængden af triglyceriderne, der jo tæller med i kolesterolregnskabet. Og så har et par fiskeaftener om ugen også den åbenlyse effekt, at du vil spise mindre kød. Og jo mindre fedt fra dyr, jo bedre er det for dit kolesteroltal.

Spis sunde snacks

Mange småmåltider i løbet af dagen er godt for både dit energiniveau og din vægt. Og hvis du målrettet vil gavne dit kolesteroltal, så giv dig selv mellemmåltider af gode ting. Nødder, gulerødder, tomater, mandler, æbler, appelsiner, bananer – og hvem siger, at man ikke må tage et halvt stykke rugbrød med sild, når man er småsulten? Frugt, grønsager, nødder og groft brød vil gavne dit kolesteroltal, fordi du så ikke spiser noget, der indeholder det usunde mættede fedt. Men videnskaben mener også, at fibrene i de sunde sager gavner hjerte-kar-systemet.

Skær ned på mælkefedtet

Det kan betale sig at skippe de sød- og letmælksbaserede mælkeprodukter og i stedet drikke og spise så mælkefedtfrit som muligt. Og spar så lige smørret på brødet væk, og brug det i stedet, når det absolut ikke kan undværes – fx når du steger en god bøf eller til de friske rundstykker i ny og næ. Fedtet i mælkeprodukter er mættet fedt, og det er en type fedt, der har en rigtig dårlig indflydelse på dit kolesteroltal. Mættet fedt stammer fortrinsvis fra animalske råvarer, og det øger mængden af den dårlige kolesterol i dine blodårer, sådan at dit samlede kolesteroltal stiger.

Brug benene eller cyklen

Det vil nærmest med garanti kunne spores på dit kolesteroltal, hvis du bliver mere aktiv. Og nej, i denne sammenhæng behøver det ikke at være lange løbeture eller timelange ture til fitnesscenteret. En gåtur kan gøre det – det får mængden af det gode kolesterol i blodet til at stige. Men pulsen skal op. Og jo mere du kan klare, jo bedre er det. En af de største og mest overbevisende undersøgelser er fra Harvard Medical School, og den viser, at en halv times rask gang 6-7 dage om ugen har markant effekt – og risikoen bliver stadig mindre, jo højere pulsniveauet kommer op.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: