6 måder du undgår hovedpine uden medicin

Du kan let undgå hovedpinepiller og deres ubehagelige bivirkninger med disse 6 naturlige tricks.

23. februar 2016

Når smerterne dunder som en hammer i hovedet, så er hovedpinepiller løsningen for de fleste mennesker. Problemet er bare at risikoen for en række alvorlige bivirkninger følger med medicinen ind i din krop. Men faktisk kan du med disse 6 naturlige værktøjer let undgå pillerne og deres skadelige bivirkninger og samtidig blive din hovedpine kvit.

Sådan slipper du for hovedpine

1. SPIS VARIERET Det siger forskerne: Du kan også få hovedpine af det, du spiser og drikker. Det er meget individuelt, hvilke fødevarer der giver problemer – og eksperterne er ikke enige her. Derfor: Stoffer som fx nitrit påvirker sanseceller i hjernen, der igen kan påvirke den del af hjernen, der styrer vores smerteopfattelse. Og dermed opstår der hovedpine. Det kan du gøre: Spis varieret – og prøv dig frem. Kaffe, te, chokolade, ost, pølse og røget fisk tyder på at være de største ‘syndere’.

2. HOLD IGEN MED PILLER MOD HOVEDPINE Det siger forskerne: Ironisk nok skal hovedpinepiller skrives på listen over faktorer, der kan give hovedpine. Derfor: Hvis du tager smertestillende medicin dagligt mod hovedpine, risikerer du, at medicinen vedligeholder og ligefrem forværrer din hovedpine. Ved længere tids brug bliver du immun over for medicinen, der kun virker kortvarigt og utilstrækkeligt. Det kan du gøre: Det bedste er forebyggelse, hvor du finder årsagen til din hovedpine. Er du nødt til at ty til smertestillende medicin, øges risikoen for at udvikle medicinfremkaldt hovedpine, hvis du bruger medicinen i 15 dage eller mere pr. måned i tre sammenhængende måneder. Desværre er den eneste udvej at skære ned på forbruget for til sidst at stoppe helt. Der findes skræddersyede programmer til formålet.

3. SIG FRA, OG UNDGÅ STRESS Det siger forskerne: Stress er ikke årsagen til hovedpine, men en af mange faktorer, der kan forværre en hovedpine. Derfor: Stress påvirker dig både fysisk og psykisk. Stressede sover typisk dårligere, spiser mere usundt, ryger mere, dyrker mindre motion, drikker mere alkohol og har flere muskelspændinger – faktorer, der alle kan give hovedpine. Det kan du gøre: Gør alt, hvad du kan, for at undgå stress. Stress kan fordoble sandsynligheden for at bruge smertestillende medicin, men smertestillere er i den grad uegnede til at gøre noget ved stress. De kan give medicinfremkaldt hovedpine, så drop hovedpinepillerne, når du føler dig stresset.

4. SID GODT, NÅR DU ARBEJDER Det siger forskerne: Forkerte arbejdsstillinger øger markant risikoen for muskelinfiltrationer, der igen øger risikoen for hovedpine. Derfor: Når du opholder dig i den samme position gennem længere tid, som fx når du sidder foran en computer, så belastes musklerne i især nakke og skuldre, hvilket fører til spændinger. Det kan du gøre: Sørg for at få nogle gode vaner, når det gælder din arbejdsstilling. Kodeordet er, at din arbejdsstilling skal være fleksibel, så du ikke sidder fastlåst i den samme stilling i længere tid.

5. DYRK MOTION Det siger forskerne: Motion og træning kan afhjælpe hovedpine. Derfor: Hovedpine udløses ofte af utilpasset muskulatur i nakke og en skulder, der enten er for spændt eller ikke stærk nok. Og det afhjælper styrketræning med fx elastik. Når du motionerer og får pulsen i vejret, øges kroppens produktion af ‘kropskemiske’, smertelindrende stoffer som fx endorfiner, der kan fjerne hovedpine og muskelsmerter. Dertil kommer, at blodgennemstrømningen i hjernen øges, hvilket har en positiv effekt på den betændelsestilstand i vores ‘hjerneblodårer’, der udløser hovedpine. Det kan du gøre: Dyrk motion – både kredsløbs- og styrketræning. For at forhindre, at motionen udløser hovedpine, skal du sørge for at varme op og huske at få rigeligt at drikke.

6. SOV GODT HVER NAT Det siger forskerne: Adskillige undersøgelser viser en sammenhæng mellem hovedpine og dårlig søvn – og det er en problematik, der bider sig selv i halen: Hovedpine giver dårlig søvn, og dårlig søvn giver hovedpine. Derfor: Dårlig søvn kan give dig hovedpine på flere måder. En forkert seng eller hovedpude kan have en skidt indflydelse på din sovestilling, så du fx udvikler hovedpinefremkaldende spændinger i nakke eller skuldre. Det kan også udløse hovedpine at sove for lidt eller for meget. Det kan du gøre: Få en hovedpude og en seng, der passer til dig, og sov i et rum, der er mørkt, køligt og stille. Op til sengetid bør du droppe motion og styre uden om kaffe, tobak og ikke mindst alkohol. Ud over at forringe søvnen er alkohol ydermere vanddrivende, så et stort indtag kan føre til væskeunderskud, som kan udløse hovedpine. Sørg også for at slippe bekymringer og spekulationer, før du går til ro.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: