© iStockphoto

Her klarer de ældre sig BEDRE end de unge

Der er al mulig grund til at glæde sig til at blive ældre, viser ny forskning.

30. august 2016 af Hans Westhausen Gottlieb

Når du bliver gammel, ender du så som en gnavpot, eller bliver du grå og glad? Ny forskning fra University of California peger heldigvis på det sidste. Her fandt forskerne nemlig frem til, at ældre mennesker havde et bedre mentalt helbred end yngre.

Forsøget omfattede over 1.500 personer i alderen 21-99 år og fokuserede på tre nøglefaktorer: fysisk helbred, kognitivt helbred og mentalt helbred.

Konklusionen viste, at de ældre havde et bedre mentalt helbred end de yngre.

Mere lykke og mindre angst De ældre klarede sig ikke overraskende dårligere end de yngre, når det gjaldt fysisk formåen og kognitive evner. Men! Jo ældre personerne var, desto mere steg graden af lykke og tilfredshed med livet.

Desuden var højere alder lig med mindre angst, stress og en lavere risiko for depression.

Lignende tidligere studier har, ifølge forskerne, vist blandede resultater - ofte med en U-formet livskurve med høj tilfredshed i ungdoms- og alderdomsårene og et lavpunkt i 40-50-års-alderen.

Mere robuste ældre Det nye studie viste imidlertid en lineær stigning i den mentale sundhed fra ungdom til alderdom.

Det er uklart, hvorfor vores mentale helbred styrkes med alderen (når man ser bort fra lidelser som fx Alzheimers og demens), men tidligere studier har peget på, at ældre er bedre til at håndtere stressfremkaldende forandringer.

De oplever og fastholder også færre negative følelser og erindringer.

Så uanset alder, er der grund til at glæde sig, for det bliver tilsyneladende kun bedre.

Kilde: The Journal of Clinical Psychiatry

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: