© iStockphoto

Forskere: Yngre søskende er sundere end de ældre

Forskerne har talt: Yngre søskende er sundere end de ældre, og det er der en god grund til

22. november 2016 af Christian Thestrup

Det er ikke nemt at være den yngste i søskendeflokken. Halvdelen af ens garderobe består af andres aflagte tøj, og når storebror eller søster har venner med hjem, er højdepunktet under besøget altid at få den mindste i flokken til at græde.

Men der er heldigvis også fordele ved at være den yngste. For eksempel viser det sig, at de yngste i søskendeflokken har det bedste helbred. Det har et hold forskere fra universitetet i den tyske by Leipzig konkluderet, efter de har undersøgt data fra 20.000 personer fra henholdsvis England, USA og Tyskland.

Og årsagen er egentlig meget logisk. Mens den ældste i søskendeflokken typisk først bliver eksponeret for vira, når han eller hun begynder i daginstitution, ser det anderledes ud for de næste børn i rækken. De bliver nemlig bombarderet med alle de bakterier, som den største slæber med hjem, og det er altså med til at hærde deres immunforsvar på en måde, der gavner dem resten af livet.

Og her tænker vi ikke bare på, at de måske ikke så ofte bliver forkølede. Undersøgelser viser nemlig, at jo flere ældre søskende du har, desto mindre er din risiko for fx at få den autoimmune sygdom Type 1-diabetes – simpelthen fordi dit immunforsvar bliver styrket.

Forskerne fra Leipzig har dog også godt nyt til de ældre søskende. Ifølge undersøgelsen er de nemlig en smule klogere end deres yngre søskende, så spørgsmålet er åbenbart, hvad der er bedst: At være klog og forkølet, eller mindre klog og frisk. Man kan åbenbart ikke få det hele…

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: