Læs også

Par går tur i skoven

Gå dig stærk

GLUTEN: USKYLDIGT ANKLAGET?

Beskyldningerne hagler ned over gluten. I de senere år er det blevet populært at kvitte gluten ud fra en overbevisning om, at det er usundt for kroppen og er skyld i både maveproblemer og overvægt. Men eksperter maner til ro. Langt de fleste af os kan sagtens tåle gluten, og det kan blive direkte usundt helt at droppe madvarer med gluten.

11. maj 2016 af Claus Sonne

Gluten er kommet på anklagebænken. Proteinet, som findes i kornsorter som hvede, byg og rug, har de senere år fået skyld for at forårsage alverdens dårligdomme som maveproblemer, overvægt og endda ADHD. Især i USA har den glutenfri bølge vundet mange tilhængere, og derfra har den bredt sig til resten af verden. Over for glutenfornægterne står til gengæld en lang række ernæringseksperter og taler om et potentielt sundhedsskadeligt ‘glutenhysteri’. For medmindre du tilhører den lille del af befolkningen, som ikke kan tåle gluten, så giver det ingen mening at droppe det fra din kost. Siger du farvel til glutenholdige produkter som rugbrød og fuldkornspasta, kan du – vel stik mod din hensigt – komme til at leve mindre sundt. Ikke fordi du går glip af gluten, men fordi mange af de glutenrige fødevarer indeholder masser af gavnlige stoffer, som beskytter dig mod livsfarlige sygdomme som kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Alligevel fortsætter den glutenfri bølge med uformindsket kraft. 30 procent af Amerikanerne svarer i en undersøgelse, at de gerne vil skære ned på gluten, og industrien har fået øjnene op for potentialet. Det er blevet ‘big business’ at producere glutenfri produkter. Salget har rundet svimlende 10,5 milliarder dollars (cirka 63 milliarder kroner) om året alene i USA.

Ondt i maven af gluten Mens det for nogle kan være spild af penge – og i værste fald koste på sundhedskontoen – at gå glutenfri, er det for andre helt nødvendigt. Det er den cirka ene procent af befolkningen, som ikke kan tåle gluten, og som bliver syge, når de indtager proteinet. Cøliaki, som lidelsen hedder, er videnskabeligt blåstemplet og kan påvises ved en test hos lægen. Blandt symptomerne er mavesmerter, diarré og træthed, og den eneste løsning på problemet er en glutenfri diæt. Nogle mennesker oplever lignende symptomer, når de spiser mad med gluten, uden dog at lide af cøliaki. Og de kan også få det bedre, hvis de skærer ned på gluten eller holder sig helt fra det. Forskerne er bare ikke sikre på, at det rent faktisk er gluten, der er skurken her. Og derfor kan der måske være en helt anden og nemmere løsning på problemet end at sige nej tak til gluten. Har du mistanke om, at du har et problem med gluten, så læs med her, før du vælger at droppe gluten fra din kost.

HVAD ER GLUTEN? » Gluten er en samlet betegnelse for særlige proteiner, der findes i kornsorter som hvede, rug og byg. Det er gluten, der får en dej til at blive elastisk, og det har stor betydning for brødets form, luftighed og hæveevne. » Gluten findes naturligt i store mængder i fx brød og pasta. Men det kan også gemme sig i mindre oplagte madvarer – lige fra færdigretter til slik og energibarer. Det kan derfor være en udfordring at leve fuldstændig glutenfrit.

SKAL JEG DR OPPE GLUTEN?

JA: Hvis du lider af cøliaki – også kaldet glutenallergi – skal du helt undgå at spise mad med gluten. Cirka 5.000 danskere har fået diagnosen cøliaki, men eksperter peger på, at op mod10 gange så mange kan have sygdommen uden at vide det. Lider du af cøliaki, kan du ikke tåle gluten, og det kan give symptomer som mavesmerter, underernæring, diarré, forstoppelse, vitaminmangel, vægttab, træthed, ledsmerter og almen utilpashed. Når allergikere spiser gluten, aktiveres immunforsvaret og starter en betændelsesreaktion i tyndtarmens slimhinde. Det betyder, at den fungerer dårligere og ikke længere kan optage næringsstoffer optimalt. Cøliaki kan ramme både børn og voksne, og det er meget forskelligt, hvilke symptomer man mærker, og med hvilken styrke de rammer. Du kan altså ikke selv regne dig frem til, om du lider af cøliaki, ud fra symptomerne. Der skal først tages en blodprøve, og hvis den viser antistoffer mod gluten, skal der en biopsi fra tyndtarmens slimhinde til for at bekræfte diagnosen. Så gå til lægen, hvis du har mistanke om, at du lider af glutenallergi. Der findes foreløbig ingen kur mod sygdommen, og det eneste, der hjælper, er at holde sig helt fra gluten.

MÅSKE: Hvis du ikke har cøliaki, men alligevel oplever symptomer som mavesmerter, diarré og oppustet mave, kan det være en løsning at kvitte gluten. En del mennesker får symptomer, når de spiser gluten, selvom de ikke lider af cøliaki. Det kalder man for ikkecøliakisk glutensensitivitet, og det menes, at mellem 5 og 10 procent af befolkningen døjer med dette problem. Forskerne er ganske vist ikke sikre på, at der er tale om en ‘rigtig’ lidelse. De påpeger, at det i stedet kan være, at du ved at droppe gluten i din kost opnår en bedring, fordi du dermed også undgår de kortkædede kulhydrater, der fx findes i hvede og rug. Forskere fra det australske Monash Universityhar lavet flere forsøg med personer, der var under mistanke for at lide af ikkecøliakisk glutensensitivitet, og man er nået til to vidt forskellige resultater. De australske forskere – og flere af deres kolleger – konstaterer derfor, at der lige nu stadig ikke kan siges klart for eller imod. Du kan ikke få stillet en diagnose på ikkecøliakisk glutensensitivitet, så her er det bedste råd at prøve sig frem. Men vær opmærksom på, at der kan være mange årsager til forstoppelse og andre maveproblemer. Ofte kan løsningen være at skrue op for motionen, spise flere kostfibre fra fuldkorn og grove grønsager og begrænse stress. Tror du stadig, det er gluten, der er skurken i dit tilfælde, så undgå gluten i nogle uger, og se, om det hjælper.

NEJ: Hvis du hverken har cøliaki eller oplever symptomer som mavesmerter, diarré og oppustet mave, når du spiser kornprodukter, er der ingen grund til at vinke farvel til gluten. Gluten er i sig selv ikke noget at skrive hjem om rent sundhedsmæssigt. Men en lang række fødevarer, der indeholder gluten, er samtidig propfulde af sunde stoffer, som din krop har stor gavn af. Det gælder fx rugbrød, fuldkornspasta og havregryn,som i utallige undersøgelser er kædet sammen med en nedsat risiko for bl.a. hjertesygdomme og diabetes. Desuden er rugbrød udnævnt til et af de vigtigste våben mod prostatakræft, der er den hyppigste kræftform hos mænd. Det er naturligvis ikke alle glutenrige madvarer, der har disse sundhedsmæssige kvaliteter. Gluten findes også i usunde madvarer, som det giver rigtig god mening at skære ned på. Vil du gerne gøre noget godt for din sundhed, så skær endelig ned på hvidt brød og pasta til fordel for fuldkornsprodukter.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: