Så nemt forhindrer du åreforkalkning

Åreforkalkning er én af de største dræbere i verden - men nu har forskere formået at opløse de livsfarlige kolesterol-propper i blodårerne med et kendt sukkerstof. Kolesterolet forsvinder ud af kroppen med urinen.

9. maj 2016 af Mikkel Skovbo

Ca. 30% af alle dødsfald i verden skyldes hjerte-kar-sygdomme. Og åreforkalkning er den største, enkeltstående dræber i kategorien.

Nu har et internationalt forskerhold imidlertid formået at opløse åreforkalkningens ophav - kolesterol - i tilstoppede musearterier. Midlet? Sukkerstoffet cyclodextrin, der bl.a. er kendt som tilsætningsstof i medicin og visse amerikanske fødevarer.

Resultatet er offentliggjort i tidsskriftet Science Translational Medicine og har potentiale til at redde millioner af menneskeliv.

Sukkerstof halverer åreforkalkning

I forsøget fodrede forskerne mus, der havde genetisk disposition for åreforkalkning, med kolesterolholdig mad. Samtidig sprøjtede de cyclodextrin ind under huden på dem.

Forskerne ved endnu ikke, hvordan cyclodextrinen helt præcist virker, men mener, at sukkerstoffet er med til at styrke immunforsvarets ædeceller, makrofagerne, og deres evne til at transportere og ødelægge kolesterol.

Musene i forsøget ophobede ikke alene mindre kolesterol i arterierne, de fik også reduceret den allerede eksisterende mængde med 45% og øgede udskilningen af fedtstoffet gennem urinen.

Næste skridt: Menneskeforsøg

Efterfølgende testede forskerne cyclodextrin på en celleprøve fra en åreforkalket menneskeblodåre, og resultatet var tilsvarende positivt.

Næste skridt er nu at undersøge sukkerstoffets effekt og bivirkninger til bunds igennem menneskeforsøg.

Forskerne er optimistiske, da cyclodextrin allerede er godkendt til brug i mennesker og bl.a. anvendes til at opløse medicin i kroppen og til at fjerne kolesterol fra amerikanske fødevarer som mayonnaise, smør og slik.

rel="nofollow">Har din træningstaske aftjent sin værnepligt? Få en lækker kvalitetstaske fra Salomon sammen med Aktiv Træning til en MEGET nedsat pris.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: