© iStockphoto

5 gevinster ved D-vitamin

D-vitamin, som vi især får fra solen, gør en masse godt for vores sundhed. Se her, hvorfor du skal tanke D-vitamin til vinteren.

Forskerne sprøjter den ene undersøgelse ud efter den anden, der viser, at D-vitamin ser ud til at forebygge en lang række sygdomme, ligesom det er afgørende for at holde vores knogler og muskler stærke:

D-vitamin booster immunforsvaret

Når influenzasæsonen sætter ind, er det en dårlig idé at være i underskud af D-vitamin. Dit immunforsvar har nemlig brug for D-vitamin for at fungere optimalt. Danske forskere har fundet ud af, at de såkaldte dræber-T-celler, som immunforsvaret bruger til at bekæmpe bakterier og virus, ikke kan virke uden D-vitamin.

D-vitamin styrker knogler og muskler

D-vitamin er nødvendigt for, at vi kan optage kalk fra kosten – og netop kalk er en forudsætning for at holde vores knogler sunde og stærke. Det er bevist, at tilstrækkelige niveauer af D-vitamin forebygger knogleskørhed. Og kniber det med at øge muskelstyrken, selvom du giver den gas i fitnesscenteret, så kan det skyldes, at du får for lidt D-vitamin. Forskere har påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem blodets indhold af D-vitamin og muskelstyrken.

D-vitamin forebygger kræft

D-vitamin ser ud til at mindske din risiko for at udvikle en række kræftformer – bl.a. tarm-, prostata-, lunge- og brystkræft. Ny forskning viser desuden, at kræftpatienter, der har et højt indhold af D-vitamin i blodet, når de får kræftdiagnosen, har bedre overlevelseschancer end dem, der mangler D-vitamin. Eksperterne er dog stadig meget uenige om, hvilken rolle D-vitamin spiller i forbindelse med kræft. Skeptikerne peger fx på, at personer med et højt D-vitaminniveau kan tænkes generelt at leve sundere, og at det kan være det, der gør dem mindre udsatte for kræft.

D-vitamin holder hjernen skarp

Vil du holde hjernen i topform, også når du kommer op i årene, kan D-vitamin være en af nøglerne. Forskere fra University of Manchester fandt i et studie af 3.000 europæiske mænd i alderen 40-79 frem til, at mænd med et højt niveau af D-vitamin i kroppen klarede sig bedre i test af hukommelse og andre mentale præstationer.

D-vitamin speeder sædcellerne op

D-vitamin får sædceller til at svømme bedre og hurtigere. Dermed ser vitaminet ud til at påvirke mænds fertilitet, viser en doktordisputats fra Københavns Universitet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: