Mand på Mountainbike, Skov, Total
© Colourbox

Sved på panden forebygger prostatakræft

Hundeluftning, spadsereture og rolig cykeltransport er ikke nok til at forebygge prostatakræft. Du skal i træningstøjet og have sved på panden 3-4 gange om ugen.

18. maj 2010 af Claus Sonne

Det virker ikke umiddelbart logisk, at motion kan forebygge kræft, men i løbet af de seneste par år er der fremkommet flere videnskabelige beviser for, at motion ikke kun forebygger men sågar også kan bremse udviklingen af prostatakræft.

70 % mindre risiko

Efter at have undersøgt mere end 47.000 mænd kunne forskerne bag det amerikanske Health Professionals Follow-Up Study i 2005 fortælle, at mænd over 65 år, der træner mindst 3 timer om ugen, har 70 % mindre risiko for at få prostatakræft. De veltrænede luntede dog ikke bare en tur en gang imellem. De barske ældre herrer dyrkede højintens motion som løb, cykling eller svømning,

Forskere fra Norges Teknisk- Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim har undersøgt 30.000 mænd og konstaterer, at de mest fysisk aktive af dem har 36 % mindre risiko for, at deres prostatakræft spreder sig, efter at den er blevet opdaget. Og forskere fra det amerikanske UCLA-universitet har bevist, at man kan få prostatakræftceller til at tage livet af sig selv, hvis man 11 dage i træk dyrker motion med en pæn intensitet og samtidig spiser fedtfattigt og fiberrigt.

Hvorfor hjælper motion?

Spørgsmålet er så bare, hvorfor motion hjælper? Og hvor meget der skal til? For at tage mængden først, så tyder alt på, at mottoet ‘jo mere, desto bedre’ passer perfekt i denne sammenhæng, og at der skal pæne mængder træning til – gerne hele 3-4 gange hård træning om ugen – for at opnå den bedst mulige beskyttende effekt. Og meget tyder på, at motion skal være længerevarende – det, der normalt kaldes udholdenhedstræning, altså fx løb.

Hvorfor motion forebygger prostatakræft, er ikke så enkelt at svare på. En årsager kan være, at motion styrker immunforsvaret, der så bedre kan bekæmpe kræftcellerne. Også motions evne til at holde kroppens indhold af kønshormonet testosteron stabilt synes at spille en rolle.

Desuden viser laboratorieforsøg, at motion med høj intensitet sætter gang i en kemisk proces, der begrænser produktionen af det farlige insulinlignende hormon kaldet IGF-1. Meget tyder på, at vores risiko for at udvikle prostatakræft stiger, hvis kroppen danner for meget IGF-1.

Få tjekket dit PSA-tal

Hvis der har været prostatakræft i din nærmeste familie, eller du har nogle af symptomerne på sygdommen, bør du få taget en blodprøve.

Prostata udskiller enzymet PSA, der havner i blodet. Jo større din prostata er, jo mere PSA er der i blodet, og desto større er risikoen for, at du udvikler prostatakræft.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: