© Istock

Så farligt er DIT mavefedt

Mavefedt er ikke bare mavefedt. Der er stor sundhedsmæssig forskel på, hvor fedtet sidder. Her kan du tjekke, hvor farligt dit mavefedt er.

19. april 2016 af Martin Kreutzer.

Find din mave-type i boksene herunder og se, hvor farligt dit mavefedt er, og hvad du kan gøre for at komme fedtet til livs.

FOR MEGET FEDT LIGE UNDER HUDEN

  • Det skal du kigge efter: For meget fedt under huden afsløres typisk af en synlig pølse om livet. Ligger taljemålet målt på det største sted mellem 94 og 102 cm, og er der en god delle at tage fat i, svarende til en solid håndfuld fedt, når du griber vandret ved navlen, så er det grangiveligt underhudsfedtet, som dominerer. Det kan også være tilfældet, selvom taljemålet overstiger 102 cm, men ved så store værdier er der en øget risiko for, at i hvert fald noget af fedtet gemmer sig inde i bughulen.
  • Så farligt er det: Umiddelbart er der ikke den helt store sundhedsrisiko forbundet med en delle om livet. Undersøgelser viser, at det primært er ved stigende grad af overvægt, at den samlede fedtbelastning bliver problematisk for kredsløbet. Så længe dellen bogstavelig talt er håndgribelig, er der ikke den helt store grund til bekymring. Vær dog opmærksom på, at en solid delle på maven belaster lænden, ligesom overvægt generelt er hård ved dine led, særligt knæene.
  • Det bør du gøre: Sørg for at holde dig sund og rask ved at prioritere en sund livsstil. Vægttabet behøver ikke at være dit primære fokus, for der kan være mindst lige så stor – eller større – sundhedsbonus høstet ved at skabe gode søvnvaner, opbygge en god grundform og spise sunde måltider. Ofte vil disse tiltag nærmest pr. automatik hjælpe dig med at reducere dellen.

FOR MEGET FEDT MELLEM ORGANERNE

  • Det skal du kigge efter: Det er umuligt at opgøre det præcise omfang af bughulefedt uden at proppe dig i en dyr scanner. Men følgende faktorer indikerer, at du bærer rundt på alt for meget bughulefedt: a) Du har en livvidde, der ligger over 102 cm. b) Din livvidde ændrer sig ikke nævneværdigt hen over ugen. c) Din mave virker udspilet med forholdsvis små deller at hive fat i.
  • Så farligt er det: Bughulefedtet er en tikkende bombe under helbredet. Din risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge er markant forhøjet. Risikoen er tårnhøj, uafhængigt af om du har et højt BMI eller ej, og det bliver kun værre med årene, for en tilstand af kronisk fedme i bughulen slider hårdt på systemet. Det gode er, at så snart du påbegynder en helhjertet indsats mod mavefedtet, forbedres hele din fysiske tilstand. Så se at komme i gang!
  • Det bør du gøre: Sæt ind på alle fronter. Først og fremmest skal der skabes et kalorieunderskud ved at fjerne de tomme kalorier og evt. skrue ned for portionerne. Sørg samtidig for at motionere flittigt, gerne på den anden side af 3,5 timers kredsløbstræning om ugen. Både stress og alkohol øger risikoen for, at bughulefedtet hober sig op, så også her kan der høstes værdifulde resultater.

KUN LIDT MAVEFEDT MEN INGEN SIXPACK

  • Det skal du kigge efter: Der er ikke større mængder fedt på maven, men der gemmer sig en lille delle under navlen og et par elskovshåndtag i siderne. Musklerne kan svagt skimtes under huden, men der er ikke den mindste ansats til sixpack. Maven er det meste af tiden flad. Til tider kan den måske godt være spilet lidt ud, men det klinger af, når der kommer ro på tarmene.
  • Så farligt er det: Du kan være helt rolig. Sundhedsmæssigt er det fuldstændig ubetydeligt med de små mængder fedt, der her gemmer sig om livet. Det er naturligt, at maven en gang imellem er lidt oppustet, så det er der heller ingen grund til at bekymre sig om – medmindre det er en kronisk tilstand, eller der er andre tegn på tarmproblemer. Begynder hyppige toiletbesøg, mavesmerter efter måltider og andre problemer at melde sig jævnligt, bør det give anledning til at udrede problemet. Det kan skyldes irritabel tarm eller intolerance over for bestemte madvarer.
  • Det bør du gøre: Stræber du efter at opnå en sixpack, så vær opmærksom på, at det for de fleste er en ganske krævende proces. Typisk skal fedtprocenten hamres langt ned, og det vil sige, at du potentielt skal tabe dig til et niveau, som mange nok vil finde uattraktivt, for at komme det sidste mavefedt til livs. Med den rette strategi for kost og træning kan det dog lade sig gøre.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: