Denne slags lys giver mænd lyst til sex

En bestemt slags lys har en uventet sidegevinst, viser et nyt studie.

21. september 2016 af Jesper U. Larsen

Er sexlysten på et lavpunkt, så fyr op for lampen. De populære lysterapi-lamper, som bruges mod vintertræthed og -depression, kan nemlig også få mænds sexlyst til at skyde i vejret, viser et italiensk studie.

Forskerne fra universitetet i Siena rekrutterede 38 mænd, som alle led af manglende sexlyst, og inddelte dem i to grupper. Den ene gruppe blev hver morgen i to uger placeret foran en lysterapilampe i en halv time ad gangen.

Den anden gruppe mænd modtog en placebo-behandling, der foregik på samme måde, men hvor lamperne var indstillet til at give markant mindre lys.

Tredobling i seksuel tilfredsstillelse

Før og efter forsøget målte man deltagernes testosteron-niveau i blodet. Derudover blev de bedt om at vurdere deres seksuelle tilfredsstillelse på en skala fra 1-10. Og det viste sig, at lysterapien havde gjort underværker.

Før forsøget vurderede mændene i lysterapi-gruppen deres seksuelle tilfredsstillende til sølle 2 på skalaen. Men efter forsøget var det mere end tredoblet og lå nu på 6,3. Også mændenes testosteron-niveau var skudt i vejret.

Derimod var der ikke sket nogen ændring hos den gruppe mænd, der modtog placebo-behandlingen.

Fremtidig behandling?

Trods de overbevisende resultater mener forskerne, at der skal større forsøg til, før man kan konkludere, at lysterapi er en effektiv behandling mod manglende sexlyst.

Men det kan jo ikke skade at afprøve effekten hjemme i soveværelset.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: