Hård træning sænker din sexlyst

Gider du ikke sex? Så træner du måske for meget, mener forskere bag et nyt studie.

28. februar 2017 af Jesper U. Larsen

Mænd, der træner meget hyppigt og intensivt, har et mindre sexdrive end dem med mere moderate motionsvaner. Det konkluderer forskere fra University of North Carolina i et nyt studie.

Motion har ellers ry for at booste sexlysten. Men det nye studie viser, at det kun gælder til en vis grænse. Der er et punkt, hvor man træner så ofte eller hårdt, at effekten ikke længere er positiv.

Sex og træningsvaner

Forskerne rekrutterede mere end 1.100 fysisk aktive mænd, heriblandt langdistanceløbere, cykelryttere og andre udholdenhedsatleter.

Mændene udfyldte et spørgeskema, hvor der blev spurgt ind til deres sexvaner, tanker og lyst til sex. I et andet skema skulle de svare på spørgsmål om deres træningsvaner.

Da forskerne sammenholdt resultaterne, var der et klart mønster. De mænd, som trænede let eller moderat, meldte generelt om en langt større sexlyst, end dem der trænede hyppigst og mest intensivt.

Hvor meget skal der til?

Forskerne håber med tiden at kunne identificere mere præcist, hvor meget træning der skal til, før det påvirker sexlysten negativt hos mænd.

Hvorfor hård træning sætter en dæmper på vores libido, svarer studiet ikke på, men forskerne mener, at svaret skal findes i en kombination af fysisk træthed og lavere testosteronniveauer efter udmattende træning. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: