© iStockphoto

Ny OL-rekord i indkøb af kondomer

Der bliver fuldt knald på atleterne ved OL i Rio

1. august 2016 af Christian Thestrup

Det er tilsyneladende ikke kun på stadion, at atleterne har planlagt at sætte rekorder ved de Olympiske Lege i Rio. I hvert fald har den Internationale Olympiske Komite (IOC) bestilt ikke mindre end 450.000 kondomer, der skal leveres til atleterne i den Olympiske Landsby. Her bor de fleste af de 10.000 sportsfolk, der skal deltage ved legene, og med lidt hurtig hovedregning giver det 45 kondomer per atlet, hvilket burde være nok til at tage pusten fra de fleste.

Det er ikke første gang, at arrangørerne køber stort ind. Første gang, der blev delt kondomer ud til atleter ved et OL, var i Seoul i 1988, hvor man havde indkøbt 8.500 kondomer. Efterfølgende blev der fundet en del kondomer på hustagene i den Olympiske Landsby, hvorefter der blev indført et forbud mod at have sex i det fri under OL.

Ved OL i Barcelona i 1992 blev der indkøbt 90.000 kondomer, mens der ved OL i Atlanta i 1996 blev skruet ned for forventningerne med ’kun’ 15.000 kondomer. I Sydney i 2000 købte man 70.000 kondomer, men da de hurtigt slap op, måtte man skynde sig at bestille 20.000 ekstra. Og det havde man åbenbart lært noget af ved OL i Athen i 2004, hvor kondom-producenten Durex donerede hele 130.000 kondomer.

At man ved OL i Rio har smadret rekorden i kondom-indkøb skyldes tilsyneladende, at man er bange for den frygtede Zika-virus. Når man tænker på, at OL varer i 16 dage, er 45 kondomer per atlet måske stadig lige i overkanten. På den anden side er det jo konkurrence-mennesker, vi har med at gøre, så hvem ved?

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: