Sex gør dig bedre til dit arbejde

Du kan faktisk booste karrieren hjemme i dobbeltsengen.

11. april 2017 af Jesper U. Larsen

Hvis du drømmer om at blive ”månedens medarbejder”, eller bare om at nå alle de opgaver, der hober sig op på skrivebordet – så skal du sørge for at få godt med sex i fritiden. En ny undersøgelse viser, at sex gør os mere produktive, engagerede og glade for vores arbejde.

Forskere fra Oregon State University fulgte 159 gifte personer, som over to uger skulle udfylde et spørgeskema to gange om dagen. Det viste sig, at ansatte, der havde haft sex med deres partner dagen før, var mere tilbøjelige til at fordybe sig i deres jobopgaver, være tilfredse med arbejdslivet og bare generelt være i godt humør.

24 timers sex-effekt

Sex frigiver belønningsstoffet dopamin, som booster vores lykkefølelse, og det såkaldte kærlighedshormon oxytocin, der er forbundet med følelsen af nærhed og samhørighed.

Det gør sex til en naturlig humørpille, og virkningen fortsætter helt ind i næste dag – mindst 24 timer, ifølge forskerne bag studiet. De jobmæssige effekter af sex var i øvrigt lige stærke hos både mænd og kvinder.

Knalde-fri i kommunen

Det er altså et plus for virksomheden, at medarbejderne har et aktivt sexliv. Så måske havde det svenske byrådsmedlem Per-Erik Muskos fra Övertorneå fat i noget, da han for nylig foreslog, at kommunalt ansatte skulle have ret til at bruge en time af arbejdsugen på at tage hjem og dyrke sex med deres partner.

Det ville både skabe større trivsel og modvirke det faldende befolkningstal, lød argumentet.

Kilde: Oregon State University

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: