© Colourbox

Sov dig til succes

Når vi får for lidt søvn, vurderer andre os som mindre attraktive, mindre pålidelige og som dårligere medarbejdere, viser svensk forskning.

15. juni 2015

Går det lidt sløjt med karrieren, og har du ikke rigtig held på datingfronten – så gå i seng. Svenske forskere har fundet ud af, at søvnmangel får andre til at vurdere vores udstråling mere negativt, og det kan både give bagslag i privatlivet og arbejdslivet.

Forskerne fra Stockholms Universitet tog billeder af 48 personers ansigter efter henholdsvis en god nats søvn, efter en nat helt uden søvn og efter to nætters delvis søvnmangel.

Derefter blev billederne vist til en stor gruppe personer. De skulle bl.a. vurdere, hvor attraktive, sunde og pålidelige, personerne på billederne så ud, om de udstrålede lederevner, og om de så ud til at være gode medarbejdere. Det viste sig, at jo mindre personerne havde sovet, jo mere negativt blev de bedømt.

Søvnen skal priorieres

– Selv om vi alle ved, at det er vigtigt at sove, er der mange af os, som bortprioriterer nogle af de timer, vi behøver, for i stedet at sidde oppe og arbejde, se serier eller spilde tid på internettet. Forhåbentlig kan de her resultater bidrage til, at vi vægter den nødvendige søvn over de andre, mindre nødvendige aktiviteter, siger en af forskerne, Tina Sundelin fra det psykologiske institut på Stockholms Universitet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: