Motion forebygger paradentose

Dyrker du motion, så er du godt i gang med at forebygge paradentose.

20. maj 2010 af Claus Sonne

Det skyldes, at motion styrker immunforsvaret, der også har betydning for mundens sundhedstilstand. Forskning fra King Abdulaziz University i Saudi-Arabien viser, at personer, der regelmæssigt dyrker motion, spiser sundt og er i nærheden af normalvægten, har 40 procent mindre risiko for at få paradentose.

Færdigblandede sportsdrikke

På ét punkt skal sportsfolk dog passe ekstra godt på deres tænder. En stor del af de færdigblandede sportsdrikke, der findes på markedet, indeholder både masser af sukker og syre. Fordi de typisk indtages over et længere tidsrum, udsættes tænderne for et længerevarende sukker og syrebad. Og det kan skade tandemaljen markant. Så husk, at du kun behøver at indtage energidrik, hvis du skal træne i mere end halvanden time. Alt derunder kan klares med vand.

Vent lidt, før du børster dine tænder

Har du drukket sportsdrik, og det gælder også for sodavand og juice, bør du ikke børste tænder umiddelbart efter. For syren har gjort tandemaljen blød, og derfor kan tandbørsten gøre mere skade end gavn. Skyl først munden med rent vand, og tag eventuelt et stykke sukkerfrit tyggegummi, så syrebalancen i munden kan vende tilbage til normalen. Vent lidt, før du børster dine tænder.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: