Træn – også for din hjernes skyld

Fysisk aktivitet gavner din fysik, men træning gør dig også skarpere i pæren – og det allerede efter 12 uger.

4. februar 2014

Vi vil gerne forblive skarpe og kvikke, selvom alderen overstiger skostørrelsen og bevare vores gode hukommelse og evnen til at kunne lære nyt. Redskaberne til at holde hjernen skarp op gennem alderen har hidtil været langsigtede og diffuse: Spil sudoku, lær et nyt sprog, spil et instrument osv., osv. Nu viser ny amerikansk forskning, at hjernen kan skærpes markant på bare 12 uger – og midlet hertil er fysisk

træning

.

I studiet delte forskerne en gruppe ældre (57+ år) i to og satte den ene gruppe til at træne én time tre gange om ugen på kondicykel eller løbebånd, mens den anden gruppe levede, som de plejede.

Knap så overraskende forbedrede de trænende folk deres kredsløb. Men mere interessant forbedrede de også deres hukommelse i to forskellige hukommelsestests samtidig med, at blodtilførslen til hippocampus blev forbedret. Det mindsker ifølge forskerne risikoen for alzheimer.

Andre studier har tidligere vist stor effekt på hjernen af fysisk træning, men det nye studie her fastslår, at effekten sker meget hurtigt.

Sådan påvirker konditionstræning din hjerne:

  • Bedre hukommelse og kognitive evner

  • Mindsket risiko for alzheimer og demens

  • Vækst i antallet af hjerneceller

  • Mindre risiko for depression

Sådan skal du træne

  • Dyrk konditionstræning som løb, cykling, svømning og andet, der får pulsen op.

  • Træn om morgenen. Det skærper hjernen og gør den klar til dagens udfordringer.

  • Dyrk teknisk svær træning, der udfordrer koordinationen, fx mountainbike, tennis eller dans. Når du mestrer disciplinen, så skift. Det er det nye, der for alvor udvikler hjernen.

Source #Frontiers in Aging Neuroscience

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: