Mand spiser pizza foran computeren om aftenen
© iStock

B-mennesker spiser mest usundt

Er du B-menneske? Så har du en tendens til at spise usundere end A-mennesker.

3. august 2017 af Hans W. Gottlieb, Niels C. Thalund, Lasse Lyhne & Jesper U. Larsen

Derfor har B-mennesker usunde kostvaner

Er du typen, der helst vil sent i seng, og som slider hårdt på snoozeknappen, når vækkeuret ringer om morgenen, så har du måske tendens til at spise usundt. Et nyt studie viser nemlig, at B-mennesker generelt træffer mere usunde kostvalg hen over dagen end de morgenfriske A-mennesker.

Finske forskere undersøgte 1.854 voksne mænd og kvinders kostvaner. I hverdagene spiste de personer, der var identificeret som B-mennesker, typisk mindre om morgenen – men det, de spiste, var til gengæld mere sukkerholdigt. Om aftenen spiste B-menneskene både mere sukker og fedt end A-menneskene.

I weekenden var sammenhængen mellem døgnrytme og kostvaner endnu mere markant. Her spiste natteravnene væsentlig mere sukker og fedt, havde mere uregelmæssige spisetider og spiste dobbelt så ofte som A-menneskene. 

Kilde: Obesity 

Så nemt bliver du A-menneske

Det menes, at cirka 30 procent af befolkningen er hardcore A- eller B-mennesker. Resten kan sagtens vænne sig til en ny døgnrytme.

  1. Gå i seng på samme tidspunkt hver aften. Luk øjnene tidsnok til, at du kan få 7-8 timers søvn, før uret ringer. 

  2. Drop aftenkaffen. Stop dit koffeinindtag allerede midt på eftermiddagen, så virkningen er aftaget ved sengetid. 

  3. Sluk skærmene. Undgå at kigge på fx mobil, computer eller TV i den sidste vågne time. Det blå lys holder dig vågen.

  4. Vær tålmodig. Giv det nogle uger, og kun hvis du er ægte B-menneske, vil du stadig være træt, når du vågner. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: