© Colourbox

Får du nok protein efter træning?

Ny forskning viser, at man skal spise mere protein efter træning end først antaget

29. august 2016 af Jesper U. Larsen

Hvor meget protein, du skal have efter styrketræning, handler ikke om din vægt eller muskelmasse. Det handler derimod om, hvor mange muskelgrupper du har tæsket igennem til træning.

Det siger et hold skotske forskere, der står bag et nyt studie, som også peger på, at der måske skal endnu mere protein til for optimal muskelvækst, end vi hidtil har troet.

Fra split- til fullbody-program

Når vi dyrker styrketræning, fungerer proteinerne som byggesten for musklerne. En gængs opfattelse er, at vi skal have omkring 1,5-2 gram protein pr. kilo kropsvægt fordelt over dagen, når vi styrketræner, og at cirka 20 gram gerne skal indtages umiddelbart efter træning.

Men som forskerne påpeger, bygger anbefalingen om de 20 gram protein efter styrketræning for optimal muskelvækst på tidligere studier, hvor testpersonerne kun har lavet træningspas for underkroppen. I deres nye studie blev deltagerne derimod sat til at lave helkropsprogrammer, og det gav et andet billede af proteinbehovet.

40 gram er vejen frem

Det viste sig, at 40 gram protein indtaget umiddelbart efter træning var mere effektivt til at stimulere muskelvækst end 20 gram. Og det gjaldt uanset deltagernes vægt og muskelmasse.

30 unge, veltrænede mænd – både nogle meget store og nogle knap så muskuløse – deltog i forsøget. Hvis du tilhører denne gruppe, tyder resultatet altså på, at det kan være en idé i at skrue op for proteinindtaget, når du kører et helkropsprogram i fitnesscentret.

Source #University of Stirling

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: