© Colourbox

Er din fisk så sund, som du tror?

Fisk er ikke bare fisk. Der er stor forskel på deres indhold af gavnlige stoffer. Få den store guide til at træffe de klogeste fiskevalg.

15. september 2014 af Martin Kreutzer.

Sundhed, pris og muligheder for tilberedning er bare nogle af de kriterier, du kan skele til, når du vælger fisk. Se, hvordan din yndlingsfisk klarer sig i sammenligning med andre. Måske er det tid til at trække en ny type op af køledisken næste gang.

PANGASIUS Sundhedsværdi: Pangasius bliver opdrættet i Vietnam, og produktionen er blevet heftigt kritiseret for at finde sted i forurenede vande – hvilket risikerer at føre skadelige stoffer ind i kødet. Forbrugerstyrelsen har dog ikke fundet betænkelige stoffer ved stikprøver. Det er en forholdsvis mager fisk. Prisniveau: De frosne pangasius-fileter er ekstremt billige, og det er da også en væsentlig årsag til, at de på få år er blevet voldsomt populære som alternativ til fx rødspætten. Tilgængelighed: De fleste supermarkeder forhandler frosne pangasius-fileter. Tilberedning: Fisken egner sig fint til ovnbagning under et lag af urter, men den kan også paneres og steges. Børnevenlighed: De benfri fileter glimrer ved en mild og venlig smag. Ikke overraskende synes mange børn godt om fisken. OBS: Er du miljøbevidst, bør du nok se dig om efter en anden fisk. Der er meget lidt styr på udledningen af forurenet vand fra dambrugene i Vietnam. Næringsindhold pr 100 gram: Fedt: 3,8 gram Protein: 16 gram D-vitamin: 8 mikrogram Omega-3: 1,3 gram

RØDSPÆTTE Sundhedsværdi: Den magre fisk indeholder lige så meget protein som et kyllingebryst, og den har lige som kyllingen et lavt fedtindhold. Ud over proteiner er det især selen, du får fra fladfisken, og det hjælper med at booste dit immunforsvar. Prisniveau: Frosne rødspættefileter er forholdsvis billige, mens prisen stiger, hvis fisken skal være frisk. Generelt er rødspætten dog til at betale, selv hvis du spiser den på restaurant. Tilgængelighed: De frosne fileter fås i de fleste supermarkeder, og vil du slippe for tilberedningen, kan du tilmed købe dem på grillbaren. Tilberedning: Desværre er den panerede variant mest populær. Paneringen trækker masser af fedt til sig, og det gør den magre rødspætte til en fed fisk – altså fed på den dårlige måde. Børnevenlighed: Det faste kød og den gode smag gør rødspætten særdeles populær. Især panerede fileter uden ben vækker begejstring hos børnene. Desværre er det så som så med sundheden. OBS: Tænk utraditionelt, og prøv at dampe rødspætten. Serveret med nye kartofler og porrer er det en helt anderledes sund spise, end når den serveres pandestegt med tyk persillesovs. Næringsindhold pr 100 gram: Fedt: 1,5 gram Protein: 18,2 gram D-vitamin: 3 mikrogram Omega-3: 0,5 gram

MAKREL Sundhedsværdi: Er det omega-3-fedtsyrer og D-vitamin, du higer efter, er makrellen et pletskud. Kun få fisk kan være med på makrellens niveau. Og selv om fedtindholdet hiver kalorieindholdet til vejrs, er det absolut energien værd. Prisniveau: Den populære dåsemakrel leverer masser af sund makrel til få penge. Og selv røget makrelfilet holder yderst rimelige priser. Tilgængelighed: Det er svært at finde et supermarked, der ikke fører makrel i tomat. Vil du have den røget eller fersk, kræver det ofte en delikatesseafdeling eller et smut til fiskehandleren. Tilberedning: Makrellen er en vaskeægte rugbrødsfisk, uanset om du vælger konserves eller den røgede variant. Børnevenlighed: Især makrel i tomat har en blid og venlig smag, som også børn sætter pris på. Konserveringen har desuden blødgjort eventuelle fiskeben, så de er harmløse at tygge i. OBS: Der er intet galt med at ty til konserves. Men tjek lige, hvor meget makrel der reelt er i varen. En del producenter propper nemlig en masse tomat og kun lidt makrel i dåsen. Næringsindhold pr 100 gram: Fedt: 24,4 gram Protein: 18,1 gram D-vitamin: 5,5 mikrogram Omega-3: 5,8 gram

Log ind og se, hvordan 7 andre fisk i klarer sig i sammenligningen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: