© Colourbox

Hvorfor anbefaler i hvidt brød før træning?

I skriver tit, at man skal vælge fuldkornsbrød i stedet for hvidt brød. Hvorfor anbefaler I så hvidt brød før træning?

Brød bagt af fuldkornsmel indeholder mange flere vitaminer, mineraler og fibre end hvidt brød. Det er alt sammen supersundt, men fibrene kan være et problem i forbindelse med træning, fordi maven skal bruge lang tid på at nedbryde dem.

Pas derfor på med fx at spise et stykke rugbrød eller en meget grov bolle alt for tæt på træningsstart. Ufordøjede fibre kan give dig mavekneb, sure opstød og andet ubehag, der saboterer træningen.

Overmandes du pludselig af sult og træthed, en halv til en hel time før du skal ud at træne, er det derfor bedre at snuppe et stykke franskbrød med Nutella eller syltetøj – altså et lille, letfordøjeligt måltid, som giver dig energi til at kunne gennemføre træningen.

Ideelt set bør du dog slet ikke havne i den slags energikriser. Vær i stedet forudseende, og spis et stykke rugbrød med et tykt lag fedtfattigt kødpålæg 2-3 timer før træningsstart. Men er det sunde mellemmåltid af en eller anden årsag kikset, kan hvidt brød med noget sødt ovenpå være en glimrende nødløsning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: