Alt du skal vide om proteinpulver

Hvad får du ud af proteinpulver, og hvordan virker det? Her fortæller vi om proteinpulverets fordele, ulemper, og hvad du kan indtage i stedet.

12. oktober 2015 af Martin Kreutzer.

Hvad er det? Pulveret gør, at du kan designe din egen drik ved fx at blande det i en smoothie eller shake det med mælk, vand eller juice. Der findes et utal af smagsvarianter og en række forskellige kilder til proteinet. Den mest udbredte er valleprotein, som udvindes af mælk, men der laves også proteinpulver af fx ris, soja og hamp.

Hvordan virker det? Alle typer af proteinpulver er rige på essentielle aminosyrer, der genopbygger muskelvævet, men der er pris- og kvalitetsforskelle. Typisk er det dyrere at købe et såkaldt isolat, som er renset for det meste kulhydrat, fedt og andet ‘smuds’.

Hvem har brug for proteinpulver?

Proteinerne er relevante i forbindelse med hård styrketræning, hvor musklerne kvitterer med solid vækst, hvis der er godt med proteiner til rådighed – ikke kun omkring træningen, men også generelt hen over dagen, hvor de fleste vil have fordel af at stræbe mod 1,5-2 gram protein pr. kilo kropsvægt.

Hvornår skal du tage det? Proteinshaken kan tages før, under og efter træning. En særlig rolle tilfalder proteinpulver af kaseintypen, som ideelt set tages lige før sengetid. Undersøgelser viser, at dette langsomt-optagelige protein booster restitutionen, selv når du har fået et skud protein lige efter træning.

Hvad kan du indtage i stedet? Kød, fisk, fjerkræ, proteinholdige mejeriprodukter og æg er allesammen fremragende kilder til kvalitetsproteiner. Pulveret er dog en nem og billig smutvej til proteinerne.

Hvad koster det? Priserne varierer efter kvalitet og mængde, men en dosis på 25 gram koster typisk 5-8 kr.

Hvad skal du være opmærksom på? Billige produkter indeholder typisk en del fedt og sukker. Gå efter et produkt med mindst 80 gram protein pr. 100 gram pulver.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: