Oksekød i kokosmælk med kartofler

Oksekød og kokos er to udskældte madvarer, som er bedre end deres rygte. Her får du opskriften på sund og hurtig aftensmad.

2. januar 2013

Ingredienser - 4 personer Ca. 400 g oksekød i tern 1 spsk. rapsolie 2 skrællede bagekartofler 2-3 tsk. grøn karrypasta 1 dåse kokosmælk ½ broccolihoved i buketter 1 tsk. sukker 1 citron 2 spsk. jordnødder/peanuts 1 bundt frisk koriander Salt og peber

Tilberedning Varm olien op i en tykbundet gryde, og sautér kødet, til det har fået farve. Det tager ca. 3-4 min.

Skær kartoflerne i små tern a cirka 1 x 1 cm, og steg dem med kødet et par minutter.

Tilsæt nu karrypastaen, steg lidt videre, til det dufter stærkt og krydret, og kom så kokosmælken over kødet og kartoflerne.

Lad retten simre i ca. 15 min., og tilsæt broccolibuketter de sidste ca. 2 min. De skal stadig have lidt bid, når de serveres.

Smag til med sukker, citron, salt, peber og evt. mere karrypasta. Servér retten rygende varm, toppet med jordnødder og frisk koriander.

Næringsindhold pr. portion
Energi

660 kcal

Protein

39,1 g

Kulhydrat

51,4 g

Kostfibre

6 g

Fedt

34,8 g

Om oksekød i kokosmælk med kartofler

Oksekød har de seneste år været offer for en hård og urimelig hetz. Det er blandt andet blevet beskyldt for at kunne give kræft. Men så længe der er tale om godt dansk kød skabt uden brug af vækstfremmere, og som ikke er omdannet til langtidsholdbart industripålæg, så er der ingen grund til bekymring.

Tværtimod er kødet en fremragende proteinkilde, en af vores vigtigste jernkilder og leverandør af en masse gode B-vitaminer. Også kokosfedtet har været under anklage, fordi fedtet i kokosnødder er af den mættede slags, som vi jo alle har hørt er farligt for hjertet.

Ny forskning tyder dog på, at mættet fedt ikke er så farligt, og at kokosfedt er blevet uretfærdigt behandlet. Ud over den gode smag rummer kokos mange gode stoffer, som vi nødig vil være foruden, blandt andet protein, sunde fedtstoffer, langsomme kulhydrater og en bred vifte af vitaminer og mineraler.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: