© Valling.com

Pestotorsk med persillerodspuré

Den klassiske nytårstorsk er ikke god for din sundhed. Tvister du retten lidt, forvandles den dog til en sund og slankende ret med masser af protein og masser af grønt.

14. november 2011 af Ernæringsekspert: Martin Kreutzer

Ingredienser - 4 personer 4 stk. torskefilet a ca. 150 g (helst af rygstykke) 8 skrællede persillerødder 4 håndfulde cherrytomater 2 tsk. balsamicoeddike 4 spsk. olivenolie 4 spsk. grøn pesto 1 citron Salt og peber 4 skiver groft brød a 60-70 g

Tilberedning Skær persillerødderne i mindre stykker, og kog dem møre i saltet vand.

Tænd ovnen på varmluft og 150 grader. Læg torskestykkerne i et ildfast fad, smør toppen med grøn pesto, og sæt dem i ovnen i ca. 15 min. Mærk forsigtigt med en gaffel, om de er gennemstegte.

Imens fisken er i ovnen, blendes de møre og lune persillerødder til puré sammen med lidt citronsaft, 2 spsk. olivenolie, salt og peber.

Læg torsken oven på persillerodspuréen, anret med cherrytomaterne vendt i balsamico og olivenolie, og servér straks.


Tag forskud på nytårstorsken med denne fantastiske slankeret, der med garanti kommer noget af julesulet til livs. Det skyldes primært torskens proteiner. For som talrige forskningsundersøgelser har dokumenteret, findes der intet andet næringsstof, der kalorie for kalorie mætter bedre end protein.

Ekstra god bliver slankeeffekten af, at proteiner er ret svære at udnytte i kroppen. Derfor ser man, at især fiskeprotein får kroppens stofskifte til at stige i en grad, så 25-30 procent af proteinkalorierne slet ikke udnyttes, men går op i røg. Smart, for dem slipper du så for at skulle motionere af. En ekstra trumf ved proteinerne er, at de bremser optagelsen af måltidets kulhydrater. Resultatet er en langt mildere blodsukkerpåvirkning og mere mæthed.

Rettens øvrige komponenter understøtter slankeegenskaberne ved at give god fylde med få kalorier. Her er persillerødderne et genialt alternativ til langt mere kalorietætte kartofler. Og tomaterne er ligeledes harmløse at fortære selv i betydelige mængder. Et sidste stik er indholdet af enkeltumættede fedtsyrer, der fremmer kroppens evne til at brænde mavefedtet af.

Næringsindhold pr. portion

Energi 655 kcal Protein 42,9 g Kulhydrat 72,2 g Kostfibre 16,6 g Fedt 25,4 g

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: