Satay med hvidkålssalat og kartofler

Kyllingesatay med hvidkålssalat og nye kartofler er perfekt til en god grillaften. Det smager fremragende og har masser af gode proteiner, kostfibre og vitaminer.

11. august 2011

Det er et godt grilltrick at marinere sit kød. Ikke mindst kyllingekød. Marineringen giver smag og blødgør kødet, så det forbliver saftigt, og du undgår den tørre, seje oplevelse, der ofte kan være forbundet med at grille kylling.

Vil du imponere med dine grillevner, er det derfor altid en god rutine at marinere dit kød. Men det er ikke kun for smagens og mørhedens skyld, at vi marinerer. Marineringen forkorter også kødets stegetid og sørger for, at kyllingen ikke brænder fast. Og det er godt for din sundhed. Det hindrer udviklingen af de kræftfremkaldende stegemutager, der opstår, når kødet bliver branket på grillen.

Brug som hovedregel de små stykker kylling som fx inderfilet, der kan nøjes med lynstegning. På spyd kommer de virkelig til deres ret og kan tilberedes uden brug af fedtstof. Benyt den sprøde hvidkål som tilbehør, og nyd godt af dens mange kostfibre. Kostfibrene gavner fordøjelsen, samtidig med at det faste bid og deres fylde i maven bidrager til god mæthed.

De nye kartofler løfter sundheden det sidste. De indeholder en anden og sundere type kulhydrater end ældre kartofler. Det betyder, at kroppen skal bruge mere energi på at optage energien, og de mætter derfor bedre og påvirker ikke blodsukkeret ret kraftigt.

Ingredienser - 4 personer 8-12 stk. kyllingeinderfilet 1 spsk. sesamolie (rapsolie kan også bruges) 1 tsk. soja Saften af en lime 4 grillspyd eller træspyd ½ hvidkålshoved 1 tsk. dijonsennep 1 tsk. akaciehonning 4 spsk. ristede sesamfrø ½ bdt. hakket frisk dild 3-4 spsk. græsk yoghurt 10% 1,4 kg nye kartofler

Tilberedning Rør en marinade af olie, soja og limesaft. Put marinaden i en plastikpose sammen kyllingen. Ryst godt, og læg det hele i køleskabet i 15 min.

Læg træspyddene i vand i ca. 15 min., så de ikke brænder på grillen.

Snit kålen i tynde strimler. Bland den med sennep, honning, sesamfrø, dild og yoghurt. Salaten skal være cremet og sød med en snert af stærk sennep.

Sæt fileterne på spyd, og grill dem, så de lige netop ikke bliver branket. Servér med nye kartofler, som er kogt al dente.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: