Torsk med parmaskinke og rodfrugtpuré

Nytårstorsken kommer her i en ny og sund udgave. Der er masser af smag og ganske få kalorier i retten, der er perfekt, hvis du skal af med lidt af julesulet.

3. februar 2011

Torsk er guf, hvis du skal tabe dig, for fiskeprotein har enestående slankeegenskaber.

For det første mætter protein fra fisk ganske enkelt mere end næringsstoffer som kulhydrat og fedt. Det skyldes blandt andet, at hjernen frigiver flere mæthedssignaler, når man spiser fisk.

For det andet tyder forsøg på, at fiskeproteinet sætter voldsom fart på stofskiftet. Faktisk så meget, at man i forsøgene så, at der skulle indtages 6 gange flere fiskeproteinkalorier for at tage et gram fedt på, end hvis man spiste kulhydratkalorier.

Derfor er kulhydratindholdet i retten her ret beskedent. Det er samtidig med til at gøre retten meget blodsukkervenlig, hvilket også holder fedtet væk fra maven. Selvom kaloriemængden er lav, er måltidet stort. Du får næsten 750 gram mad, og det er rigeligt til at give fylde og mæthed i maven.

Ingredienser til 1 person: 150 g torskefilet 2 skiver parmaskinke 1 håndfuld basilikumblade 3 tsk. ristede pinjekerner 2 tsk. olivenolie 250 g pastinakker 250 g gulerødder ½ tsk. flormelis 2 spsk. skyr 1 knsp. sukker 1 tsk. revet usprøjtet citronskal Bredbladet persille Salt og peber

Tilberedning: Tænd ovnen på 180° C.

Bland skyr og halv delen af citronskallen i en skål. Smag til med salt, peber og sukker, og sæt dressingen på køl.

Skær torsken i 2-3 ensartede stykker. Hak basilikum og pinjekerner groft, saml med et par dråber olie, og fordel på fisken. Pak hvert fiskestykke ind i en skive skinke, og læg det i en bradepande. Bag stykkerne i 15-20 min.

Skræl rodfrugterne, skær dem i mindre stykker, og kog dem, til de er møre. Hæl kogevandet fra, og gem det. Mos rodfrugterne groft. Tilsæt lidt af kogevandet, og smag til med salt, peber og citronskal. Pynt med hakket persille.

Næringsindhold pr. portion

Energi 613 kcal Protein 48,3 g Kulhydrat 66,2 g Kostfibre 18,3 g Fedt 21,5 g

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: