Hvidløg
Hvidløg © Istock

Spis hvidløg og bekæmp disse sygdomme

Du kan trygt spise hvidløg. Hvidløg er nemlig sat i forbindelse med bekæmpelse af åreforkalkning, sænkning af blodtrykket og beskyttelse mod blodpropper og kræft.

15. februar 2017 af Ernæringsekspert Martin Kreutzer og madskribent Anne Larsen.

Knuser du hvidløget, går de to aktive komponenter alliin og allicin sammen i nye svovlforbindelser, der er ekstra potente rent sundhedsmæssigt. De er samtidig mindre følsomme over for lys og varme, hvorfor du i større grad bevarer kræfterne intakte gennem hele tilberedningen.

Årsagen til, at hvidløg giver lugt ud af munden og sveden, er et stof, AMS, som ikke nedbrydes under fordøjelsen. Derfor er kroppen nødt til at udskille det igen. Ifølge forskere fra Ohio State University kan du halvere lugtgenerne ved at drikke et lille glas mælk til maden.

Tjek skrællen for ødelæggelser. Den bør være intakt og uden fejl. Ved at klemme lidt på de indeholdte fed hvidløg kan du mærke, om elasticiteten er bevaret. Føles rummene slunkne og tørre, bliver du skuffet, når du skræller løget.

En stribe aktive komponenter i hvidløget gør, at det er guld værd for kredsløbet. Undersøgelser viser både en reduceret risiko for åreforkalkning og et dalende blodtryk, når der kommer hvidløg i maden.

Hvidløget indeholder en særlig type kostfibre, inulin, som i forsøg har vist sig at virke præbiotisk. Det betyder i praksis, at de fremmer optagelsen af probiotiske bakterier, der kan bosætte sig i tarmen og opbygge en stærk tarmflora. Laver du fx dip eller dressing af A38 og knust hvidløg, spiller de sammen om at styrke mave-tarm-systemet.

Hvidløg - sådan booster du det!

  • Bedste valg: Der findes forskellige typer hvidløg, som både adskiller sig i størrelsen og rent botanisk. Generelt er helt almindelige små fed hvidløg, som du finder dem i supermarkedet, topscorere, når det kommer til de styrkende egenskaber. Så drop bare jagten på eksotiske varianter. Det samme gælder hvidløgspulver, som ikke når frisk hvidløg til anklerne.
  • Bedste tilberedning: Hvidløget kan anvendes på et utal af måder, men vil du for alvor have gavn af de kraftfulde plantestoffer, er der dog én metode, der trumfer alt. Ved at presse løget og lade det ligge og trække i 10-15 minutter sætter du gang i nogle kemiske processer, der gør det ekstra potent – ikke mindst når det gælder de immunforsvarsstyrkende egenskaber.
  • Bedste tilbehør: Hvidløg indeholder æteriske olier, som gavner fordøjelsen. Derfor er løget et storartet match til lidt tungere kødretter. Især oksekød og kalvekød kommer ofte til at ligge tungt i maven, og her vil et solidt skud hvidløg gøre forskellen på, om måltidet efterlader dig frisk og energifyldt eller med tunge øjenlåg og uimodståelig trang til en saliggørende siesta.
  • Bedste timing: Der er ingen særlige krav til, hvornår du indtager hvidløg. Det, du i stedet bør sætte dig som mål, er dagligt at indtage hvidløg eller andre typer løg, inklusive skalotteløg, forårsløg, rødløg og helt almindelige gule løg. De deler på mange områder deres styrkende egenskaber og medvirker til at holde især fordøjelsessystemet i topform.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: