© Istock

Superfood: blåbær

Blåbær er rendyrket powerfood, du bør spise så ofte som muligt. De små bær holder hjernen skarp, mindsker muskelømhed og er guf for hver eneste celle i din krop.

9. april 2015 af Martin Kreutzer.

Den farvestrålende skræl indikerer tydeligt, at der er knald på de små blåbær. Men det er mere end blot æstetik, for den blå kulør skabes af såkaldte antocyaniner, der hører til naturens mest kraftfulde plantestoffer.

Undersøgelser viser, at blåbærstofferne er i stand til at bremse skadelig iltning af hjernen, og dermed holder blåbær dig åndsfrisk, selvom du bliver ældre. Træner du hårdt, kan du også glæde dig over, at samme plantestoffer er i stand til at mindske muskelømheden i dagene efter et krævende træningspas.

Derudover står en masse andre stoffer i de små bær i kø for at styrke din krop. Der er fx enorme mængder C-vitamin i bærrene, som kroppen blandt andet udnytter til at optage jern fra kosten. Godt med kostfibre holder maven i gang og værner mod forskellige livsstilssygdomme. Og kulhydraterne giver brændstof til hjerne og muskler, så du kan mønstre et boblende overskud hele dagen.

Boost det!
  • Bedste valg: Køber du en bakke med 100 gram bær, så gå efter de mindste bær. Mange små kugler mønstrer en større overflade tilsammen end færre store kugler. Og da der er mest kraft i skrællen, gælder det om at vælge små blåbær. Så undgår du også de store klepperter, som syner imponerende, men er helt blege og næringsfattige inde i kernen.
  • Bedste tilberedning: Det er optimalt at spise dine bær rå, for al varmebehandling stjæler nogle af de værdifulde antioxidanter. Du kan fx smide en håndfuld friske bær i salaten, i yoghurten eller oven på grynene. Frosne bær er ingen katastrofe. De er blevet blancheret og nedfrosset lige efter høsten og gemmer derfor på stort set lige så mange næringsstoffer som de friske bær.
  • Bedste tilbehør: Bærrene er kulhydratbomber, og derfor er kilder til fedt og protein et godt match for at udgøre et helt måltid. Du kan spise en håndfuld mandler sammen med bærrene, men de passer også rigtig godt sammen med mandler oven på skyr og andre surmælksprodukter eller i en salat, som spædes op med kylling eller skiver af parmesan.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: