© Istock

Superfood: chili

Den hidsige, lille frugt er kendt for at piske sveddråberne frem på panden og sætte skub i forbrændingen. Men det er faktisk kun én af chiliens talrige kvaliteter.

9. november 2015 af Martin Kreutzer.

Superfood

Chilipeber kan være en fyrig fornøjelse. Det gælder især, hvis du får sat tænderne i frøstolen og -væggen (den hvide hinde, som frøene sidder på), som er proppet med det kraftfulde stof capsaicin. Ud over at brænde i munden sætter plantestoffet turbo på din forbrænding, der stiger flere procent umiddelbart efter indtagelsen.

Om det er noget, som decideret kan bruges rent slankemæssigt, beror i overvejende grad på, hvor ofte du spiser chili, og hvor kraftfuld en variant du vælger. Stofskiftet reagerer kun målbart, når der er saft og kraft i chilien, og da man ret hurtigt vænner sig til en bestemt styrke, skal der jævnligt trappes op.

I realiteten er forbrændingseffekten nok heller ikke chilipeberens stærkeste trumf. Det er derimod evnen til at løfte måltidets øvrige smagsnuancer samt indholdet af kraftfulde antioxidanter, der stiver dit immunforsvar af, og ikke mindst kæmpe mængder C-vitamin, som kroppen bruger til at opbygge stærke led og sener.

Boost det!

  • Bedste valg: Skal retten have fylde og delikat smag, så gå efter milde varianter, som almindelig peberfrugt og snackpeber. Stræber du derimod efter at give retten et stærkt pift, så vælg jalapeno, habanero og andre stærke varianter. En god rettesnor i forhold til styrken er de såkaldte Scoville heat units, som beskriver kraften i de forskellige sorter.
  • Bedste timing: Det kan være smart at tænke chilien ind i restitutionsmåltidet efter et hårdt træningspas, da den brændende smag får kroppen til at udskille en masse endorfiner, som virker smertedæmpende. Desuden fremmer chilien jernoptagelsen fra kødet, så kroppen kan producere flere røde blodlegemer, mens C-vitaminindholdet reparerer led og sener.
  • Bedste tilbehør: Stærk chili egner sig særlig godt til retter, der ellers vil udvikle sig i en lidt for flad og anonym retning rent smagsmæssigt. Det gælder typisk for sammenkogte kødretter. Kommer du omvendt til at være lidt for rundhåndet med din chilidosering, så kan du afvæbne retten en smule ved at tilsætte lidt mælk eller fløde til at tage toppen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: