© Istock

Superfood: jomfruhummer

Er du på udkig efter en supersund proteinbombe, så er jomfruhummeren et fremragende valg. Kødet er både lækkert og fuld af sunde næringsstoffer.

14. september 2015 af Martin Kreutzer.

Det maritime rige gemmer på en stribe ernæringsmæssige pletskud, som fortjener langt mere opmærksomhed. Tag bare jomfruhummeren, der bag sin hårde skal gemmer på et festfyrværkeri af styrkende stoffer. Den er fuld af proteiner, som i mængde og kvalitet matcher de bedste kødudskæringer. Så er du på jagt efter maksimal mæthed og muskelopbygning, er der kun få råvarer, der kan matche den lille, delikate hummer.

Fedtindholdet er lavt og dertil i øvrigt af den supersunde omega-3-type, som gennem sine antiinflammatoriske egenskaber tager livtag med de spirende overbelastningsskader, som følger i kølvandet på lidt for hård træning. Det saftige kød har tilmed også et højt jernindhold, som kroppen bruger til at danne ilttransporterende røde blodlegemer. Ekstra plusser er immunforsvarsstyrkende selen og E-vitamin samt en stribe værdifulde B-vitaminer.

Boost det!
  • Bedste valg: Der er ikke noget, som slår frisk jomfruhummer, når det kommer til smagen og konsistensen. Men ernæringsmæssigt er det dog intet minus at vælge den frosne udgave, fx jomfruhummerhaler, for stort set alle næringsstoffer bevares intakte, når de opbevares på frost.
  • Bedste tilberedning: Det er optimalt at koge jomfruhummeren. Den lave temperatur og selve tilberedningen i vand forhindrer omega-3-fedtsyrerne i at blive oxideret. Ved hård stegning/grilning risikerer du derimod, at fedtsyrerne taber noget af deres kraft, ligesom en del af hummerens sundhedsfremmende antioxidanter ryger i svinget.
  • Bedste tilbehør: Kombinér jomfruhummeren med C-vitaminrige grønsager. C-vitamin fremmer kroppens jernoptagelse og sikrer herigennem, at du får maksimalt udbytte af det værdifulde mineral. Da hummerhalerne er meget magre, er det desuden en god idé at tænke en sund fedtkilde ind i måltidet, fx i form af en lækker olie, avocado eller fede kerner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: