© Istock

Superfood: kartofler

Du kan roligt nyde smagen af de nye kartofler, for kalorieindholdet ligger langt under fx ris og pasta. Samtidig mætter de nye kartofler fantastisk og styrker dit immunforsvar.

28. juli 2015 af Martin Kreutzer.

Vi bør sende en venlig tanke til de spanske soldater, som omkring 1500-tallet bragte kartoflen til Europa. For kartoflen er et skatkammer af ernæringsmæssigt guld – ikke mindst nyopgravede af slagsen. Kartofler indeholder generelt stivelse, men hos de nye kartofler har stivelsen en bedre struktur. Det fornemmer man ved, at de nye kartofler er fastere i konsistensen, og det betyder, at de mange kulhydrater optages langsommere, hvilket gør blodsukkeret mere stabilt.

Ser man på kalorieindholdet, så er det markant lavere end i fx pasta og ris, så spiser du samme mængde, som hvis det var ris og pasta, sparer du omkring 40 procent af stivelseskalorierne. Det gør den nye kartoffel oplagt i en diæt, hvis du gerne vil tabe dig. Samtidig mætter den fantastisk på grund af fibrene og de forklistrede kulhydrater, og nye kartofler har et højt indhold af C-vitamin, hvilket er godt for immunforsvaret og også styrker både led og sener.

Boost det!
  • Bedste valg: Nye kartofler bør ikke ligge mere end et par dage, før du spiser dem, fordi hver dag over jorden koster værdifulde næringsstoffer på grund af den tynde skræl. Vælg de mindste kartofler, da det sikrer dig mest overflade pr. portion, og da det er i de yderste lag, at kartoflen gemmer på de fleste kvaliteter, som din krop vil elske dig for at spise.
  • Bedste tilberedning: Skal slankeeffekten og sundhedsværdien være helt i top, skal du stille de nye kartofler på køl efter kogning. Derved forklistrer kulhydraterne til det, der kaldes resistent stivelse. Det minder ernæringsmæssigt om kostfibre og er guf for tarmsystemet. Samtidig optager kroppen ikke samtlige kalorier, hvilket gør afkølede kartofler kaloriemæssigt billigere end de varme.
  • Bedste tilbehør: Da kartoflerne leverer kulhydraterne til retten, bør du fravælge andre stivelseskilder. Spis i stedet nogle kraftfulde grønsager til – gerne fra kålfamilien. Selvom kartoflen læner sig en kende op ad grønsagerne, så kan den slet ikke levere samme mængde immunforsvarsstyrkende antioxidanter og fortjener derfor en hjælpende hånd.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: