Bliv ikke solforskrækket
Faktisk er sollys i små mængder gavnligt for din sundhed. Solens stråler kickstarter produktionen af D-vitamin i huden, som det kan være svært at få tilstrækkeligt med via kosten. D-vitamin er blandt andet nødvendigt for, at du kan optage kalk i knoglerne, ligesom det styrker dit immunsvar, din muskelfunktion og mange andre fysiologiske funktioner. Derudover løfter sollys vores humør.
10 minutters sol kun på ansigt, hænder og underarme 3 gange om ugen er rigeligt til at tanke dig op med D-vitamin, hvis du har en typisk skandinavisk hud. Mere skal der faktisk ikke til. Uanset hudtype råder Sundhedsstyrelsen til allerhøjst 5-15 minutters daglig solkontakt på arme og ben, hvis du helt vil undgå solens skadevirkninger. I Norden kan du til gengæld opholde dig udendørs, alt det du vil, fra oktober til marts, hvor solen står så lavt på himlen, at uv-strålerne må opgive at nå dig. Først fra april står solen igen så højt på himlen, at du må finde solcremen og kasketten frem.









