Type
Du er den sociale løber. Du løber, fordi det er hyggeligt, og fordi det giver dig mulighed for at tilbringe tid med mennesker, du holder af. Du løber bedst, når du har en makker at følges med, eller når andre kan holde dig i ørerne, fordi du ellers kan have svært ved at fastholde løberiet. Du går ikke op i tider og dyrt udstyr, og du har ingen konkrete mål for træningen.
Motivationsfaktorer
Du motiveres af samværet med gode løbefæller. Det, som trækker dig ud af sofaen og i løbetøjet, er udsigten til hyggeligt samvær, samt at du ved, at der er folk, som venter på dig.
Typisk træning
Intensitet og varighed afhænger meget af de andre – det kan være alt fra 30 minutters roligt løb til 90-120 minutters relativt hård skovtræning. Træningen er dog aldrig hårdere eller mere specifik, end at hele gruppen kan træne sammen og føre mere eller mindre omfangsrige samtaler undervejs. En lille hyggepause i ny og næ er ikke at foragte. Pyt med, at det måske går lidt ud over den samlede træningsmængde.
Oplevelse
Der er fornuftige oplevelsesmuligheder, da gode, afvekslende omgivelser altid er befordrende for hyggestunder. Det er dog til enhver tid det træningssetup, der sikrer flest mulige løberes deltagelse, der vægtes højest. Og meget logisk er et fast træningssted og ditto rute derfor normen.
Skadesrisiko
Skadesrisikoen er minimal. Intensiteten er sjældent højere, end at der kan snakkes, og omfanget af træningen er begrænset. Størst skadesrisiko er der nok i forbindelse med at overse forhindringer på vejen, fordi der flittigt fortælles historier.
Styrke
Du er trofast og svigter meget nødig dine løbekammerater.
Svaghed
Din træning styres af fællesskabet, frem for hvad der er optimalt for dig.
Træningsråd
- Løb i klub. Find en løbeklub med ligeværdige løbere. Det er altafgørende for din motivation, at du træner med nogle, der løber i omtrent samme tempo som dig.
- God rute. Find gode løberuter i dit nærområde, så det bliver så nemt som muligt for dig at træne – især på dage, hvor du evt. ikke kan træne med klubben.
- Sæt et mål. Sæt jer et fælles mål i form af et motionsløb. Det er motiverende og løfter kvaliteten af træningen.















