© Colourbox

Nyt koncept: Nøgen-restaurant

En ny restaurant lokker med økologisk mad i afstressende omgivelser uden ting som elektricitet, mobiltelefoner og… øhh, tøj.

9. juni 2016 af Christian Thestrup

Hvis du er typen, som altid spilder sovs eller varm lasagne i skødet, når du spiser aftensmad, er Londons nye restaurant, Bunyadi, ikke noget for dig. Her spiser gæsterne nemlig… nøgne. Tanken bag den nye restaurant er at skabe en så naturlig og afstressende atmosfære som muligt.

Udover at servere 100 procent økologisk mad og vin er ting som elektricitet og gas forbudt, så maden bliver tilberedt over åben ild (af sikkerhedshensyn må kokkene godt have tøj på), mens restauranten er oplyst af stearinlys. Derudover er mobiltelefoner ikke tilladt, da man hellere vil have, at gæsterne taler med hinanden stedet for at opdatere Facebook (eller tage billeder).

Alle gæster får dog udleveret en kåbe, men de behøver ikke at have den på, selv om de dog bliver bedt om at bruge den som pude, når de sidder ved bordet – både da det kan være lidt koldt og af hygiejniske hensyn. Restauranten har også en mindre afdeling til folk, som gerne vil beholde tøjet på, men det er den ’naturlige’ afdeling, der er den mest populære.

Lyder det som noget for dig? Så må vi nok desværre skuffe dig. Restauranten åbner nemlig den 11. juni og lukker igen til september, og der er kun plads til 42 gæster per aften – eller 6.000 i løbet af de tre måneder restauranten eksisterer. Og da der allerede er 42.000 reservationer, skal du være heldig for at få en plads. Ejeren siger dog, at hvis populariteten fortsætter, vil man overveje at gøre konceptet permanent, så måske?

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: