TIP: Er myggen ved at stikke, så lad den sidde, til den er færdig. Myggen suger nemlig en del af sit kløende giftstof ud igen. © iStockphoto

4 ting, der gør dig til en myggemagnet

Myggesæsonen er i gang, og er du en af dem, der ofte bliver stukket, så er det næppe tilfældigt. De små blodsugere har nemlig deres præferencer.

8. juni 2016 af Hans Westhausen Gottlieb

1. CO2: Kuldioxiden i vores udåndingsluft tiltrækker myg. Det betyder samtidig, at når man står stille og får vejret efter fx en løbetur, så er man et oplagt mål for myg.

2. Varme: Kuldioxiden lokker myggene til, men varmen afgør, hvor de vælger at stikke. Lige efter en løbetur er hele kroppen varm, og al bar hud er derfor udsat, men hvis man ikke sveder, vil myggene typisk gå efter områder, hvor blodet er tæt på overfladen – fx: håndled, pande, albuer og nakke.

3. Køn: Et studie bragt i Annals of Internal Medicine har vist, at mænd bliver stukket oftere end kvinder. Det kan skyldes, at mænd generelt har større kroppe end kvinder, og at de derfor producerer mere varme og udskiller mere CO2. På kvindesiden tiltrækker gravide dobbelt så mange myg som ikke-gravide, ifølge et studie fra The Lancet. Det kan skyldes øget kropstemperatur og øget CO2-udskilelse.

4. Øl: Et lille forsøg med 13 personer peger på, at personer, der har drukket øl bliver stukket lidt mere end tørlagte. Ifølge forskerne kan det skyldes, at kropsvarmen stiger en anelse, når man drikker alkohol, og at alkoholen i personernes sved tiltrækker myg.

Det kan du gøre: Sprays og stifter er på ingen måde en helgardering. Ifør dig langærmet trøje, bukser og sokker – specielt i skumringstimerne, hvor myggene er særligt fremme med snablen.

Kilder: The Week, abc News, The Daily Mail, Miljøstyrelsen

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: